Goodbye my America

It's time - time to leave everything behind - time to go home.

Så kom dagen. Jeg sidder med ubeskrivelige følelser indeni. De er blandede. Det er slet ikke til at forstå, at jeg har været hjemmefra i over et år. At jeg nu er ved vejs ende og om lidt forlader amerikansk grund. Jeg har oplevet så ufatteligt meget her. Gennemgået hårde samt fantastiske tider, blevet udfordret og fundet mig selv. Jeg er vokset som person - uden tvivl. Blevet mere selvstændig, selvsikker og lært utrolig meget omkring mine holdninger, grænser og værdier. Jeg har lært at værdsætte mere, jeg ser nu tingene i et andet perspektiv, og rammer og grundlag for mit fremtidige liv står nu klarere end nogensinde før. Det har ikke været nemt, men jeg har gennemført det, og jeg er stolt. Au pair livet er ikke for alle. Helt klart ikke. Dette kan den danske frafaldsprocent på halvtreds fra mit afrejsehold helt klart underbygge. At leve med en kulturelforskellig familie samt at passe de børn, man bor sammen med, er en virkelig stor udfordring. At arbejde og bo under samme tag er bare generelt yderst krævende, og folk der ikke har prøvet det, vil aldrig rigtig forstå. De sidste mange måneder, har jeg skulle indordne og tilpasse mig, acceptere forskelligheder samt bide uenigheder i mig. Jeg har skulle finde balancen mellem at være en del af en familie, der ikke er min egen, samt det "bare" at være en ansat. Jeg har samtidig skulle lære at forstå at blive behandlet derefter. Jeg er blevet taget kærligt imod af min amerikanske familie, blevet uretfærdigt behandlet, tiet, men også råbt op. Jeg har følt mig alene, men også omgivet af mange dejlige mennesker. Jeg har oplevet utrolig meget i det tidsrum, jeg har været væk, men også følt mig fanget i en triviel hverdag, hvor det har været svært at holde humør og mod oppe. Når det så er sagt, har jeg haft et fantastisk år. Uden tvivl. Et år fyldt med latter og tåre, smil og raseri - men jeg fortyder intet. 

Dette har været året, hvor jeg har mødt så mange fantastiske og spændende mennesker fra hele verden, fået venner og veninder for livet, skrevet 163 blogindlæg der har haft over tredive tusinde besøgende, besøgt 13 stater, slået min vej forbi New York hele seks gange, sat mine fødder i intet mindre end syv lande, set fantastiske forestillinger og koncerter, fløjet hele ni gange, brugt uendelig mange weekender i hovedstaden, vundet billetter til en festival i Central Park, boet gratis på Harvard Hotel samt besøgt universitetet i Boston, deltaget i et color run, været forelsket i natteudsigten fra Empire State Building, svømmet med delfiner, set de smukkeste steder og haft uforglemmelige øjeblikke, udvidet min sportshorisont markant med en NFL kamp som højdepunkt, deltaget i Navy Ball iført den smukkeste kjole, haft en fantastisk jul, besøgt det hvide hus, haft mine livs ferier til vands på de vildeste krydstogtskibe, brugt alt for mange penge på shopping, haft besøg af søde venner hjemmefra, fløjet i helikopter over Grand Canyon, været på roadtrip med min dejlige mor, slentret ned af walk of fame, vinket til Hollywoodskiltet og følt mig godt tilpas i Beverly Hills. 

Det har også været året, hvor jeg ikke blot er vokset personlighedsmæssigt, men også som person. Flere kilo er taget på (godt udgangspunktet var lavt), uden det har rykket det vilde på selvtilliden. Jeg har i et år spist mad, jeg normalt vil forbande langt væk - typisk amerikaner mad. Sådan er det at komme væk fra mors sunde madlavning og flytte ind i en ny familie med helt andre kostvaner. Velkommen til USA. Udover dette, har det også været året, hvor jeg har overvundet mit had til fitnesscentre og samtidig været i mit livs form, hvilket ti kilometers løbeture har bevist. Jeg har disse måneder skilt mig ud fra mængden, levet højt på min udenlandske accent, mit blonde hår og blå øjne, vænnet mig til at blive komplimenteret på åben gade, blevet tilbudt ægteskab og at flytte i hus med en ældre mand og bare generelt haft det godt. 

Det har ligeledes været året, hvor jeg har fået kulturel indsigt. Jeg har tilbragt de sidste 381 dage i Amerika, og det har gjort mig både glad og lykkelig men også deprimeret og rasende. Jeg har deltaget i amerikanske traditioner, levet i et gigantisk hus med syv badeværelser, oplevet rigmandslivet tæt på og har både draget fordele af det, men ligeledes set bagsiden af medaljen. Jeg har op til flere gange følt mig som den mest voksne, modne og anvarlige, når jeg har været vidne til kærlighed og  skænderier, samt uopdragne og forkælede børn. De sidste 381 dage har jeg hadet men også elsket børn mere end nogensinde. Jeg har flere gange sat spørgsmåltegn ved, om jeg nogensinde selv skal have børn, men fejet de negative tanker væk ved at skyde skylden på amerikansk børneopdragelse. På den anden side har jeg fået opbygget et fantastisk forhold til mine tre hostbørn og min hostmom, og jeg kommer til at savne dem af hele mit hjerte. Jeg kommer til at savne min hostmom som veninde, samt børnenes gode humør, deres kærlighed, åbne sind, samt sjove udtalelser og engelske vendinger. De sidste tretten måneder har jeg selv snakket engelsk hver eneste dag, haft drømme på engelsk, lavet de mærkeligste danske oversættelser,  glemt danske ord og hvordan man udtaler vokalerne i det danske alfabet. Jeg har formået at finde det mere normalt at snakke engelsk end dansk (også til danskere), og jeg er blevet enig med mig selv om, at engelsk er det smukkeste og sejeste sprog. Jeg kommer helt klart til at savne ikke at skulle kommunikere på denne måde længere. 

Når det så er sagt, glæder jeg mig til, at jeg om otte timer er placeret på et fly hjem med destinationen: Københavns lufthavn. Selvom jeg mere eller mindre fik tilbudt betalt studie af min hostfamilie lige inden afslutning på mit år, hvis jeg ombestemte mig og blev, så har jeg valgt at tage hjem. Det var ikke nemt, men jeg tror på, at det er den rette beslutning for nu. 35 kilo opbakning, som jeg medbragte til USA for næsten tretten måneder siden, er nu blevet til 62 efter grov sortering, og jeg glæder mig til at  bringe det hele med mig hjem til dejlige Danmark. Jeg har her til sidst haft tre fantastiske uger med min mor i henholdsvis NYC, Washington DC, San Francisco, Los Angeles og Las Vegas. Jeg har kunne slutte mit år af med et sidste besøg i skønne og smukke Bethesda samt et "på gensyn" til min amerikanske familie. Det jeg nu glæder mig allermest til, vil finde sted om et lille døgns tid, når jeg endelig kan give min savnede far og to brødre verdens længste kram! 

Mit amerikanske eventyr er nu slut for denne gang, men jeg vender uden tvivl tilbage til mulighedernes land i den nærmeste fremtid. USA er fantastisk! Det har de sidste tretten måneder været mit hjem, og det at jeg har gennemført at bo 6359 kilometer fra mine trygge danske rammer i så lang tid, er for mig en personlig sejr! Well done!

Kids' sayings

Flere sjove sprogherligheder fra mine tre guldklumper - man kan jo ikke andet end at holde af de tre:

Me: "Oh you are good looking today"
Carter: "Please tell me something I don't know. I'm handsome and I know it"

Me: "Carter you need to get ready now. Everyone is waiting for you"
Carter: "They have to wait. I'm worth waiting for"

"You look so young today. It looks like your are 12 years old or something"

"White chocolate is actually chocolate"

"I'm done being awesome for a little while"

"Will you ever get married? Or do you wanna die alone?"

"When people see me from the back, they are saying: She is looking good. When people see me from the front they're saying: she knows how to do the catwalk"

"Einstein was a smart man, and I know how the definition came up. It was because he was an Einstein"

- Åh jeg kommer altså til at savne dem så forfærdelig meget!

Yosemite, endnu et SF-besøg og hjem til Bethesda for sidste gang

Lørdag og søndag stod den på Yosemite, hvor vi gjorde os en yderst smuk køretur gennem nationalparken, havde en skøn udsigt over Glacier point og de omkringliggende vandfald, gjorde hikes, samt stod placeret under skovens enorme og mange hundrede år gamle træer. Det var også destinationen, hvor vi tillod os selv at holde en halv dags fri. Ja, turen har været intens med mange kilometers kørsel, hotelskift næsten hver dag samt stramme programmer efter hver ankomst, så et lille hvil var tiltrængt. Samtidig kunne det mærkes, at turen var ved at nå sin ende og mæthedspunktet ligeså. Nationalparken var dog smuk - det skal overhovedet ikke misforstås.
Mandag slog vi vejen nordpå i retningen af San Francisco. Efter en tur i outlet mall, gjorde vi holdt ved Tiburon, hvor vi fandt det kendte "Hippie Tree". Her kunne en gyngetur nydes med udsigt over vandet med silhouetten af Golden Gate Bridge til at spotte i det fjerne. Efterfølgende kørte vi tættere på broen og ligeledes over den. Den var badet i grå og tunge skyer, men den røde bro formåede stadig at tiltrække tusinde mennesker til billedetagning.
Denne gang gjorde vi dog ikke hold i SF, men kørte direkte udenom. Inden vi ramte lufthavnen, tog vi et smut forbi Stanford University og lod os imponere af de skønne bygninger og flotte udsmykning. Vi fandt en bid aftensmad i en special butik ved Stanford Shopping Mall, og med en giga amerikaner sandwich kunne vi nærmest rulle til lufthavnen. Mætte var vi. Aflevering af bil samt indtjekning i lufthavnen gik legende let. Flyveturen hjem til Washington var dog alt andet end behagelig. Der var den vildeste turbulens. Helskindet kom vi dog frem, vi fik fundet vores baggage og tog en shuttle hjem til Bethesda. Til vores store skuffelse var det en halvtom kuffert, vi kom hjem til, og vi måtte indse, at vi nok var blevet bestjålet. Alle vores toiletsager, make-up, nykøbte parfumer og cremer, sko osv, var væk. Dette resulterede i mange telefonopkald og megen papirarbejde. Til sidst måtte vi holde en pause, så vi tog til Friendship Heights og trøsteshoppede. For ikke at tale om trøstespise. Ja, mor kunne jo som sagt heller ikke tage hjem uden at prøve Cheesecake Factory's berømte cheesecake - ja, den gik godt til en kaffe.
Ellers har dagen i dag - tirsdag - bare stået på pakning af baggage til i morgen, samt lidt kvalitetstid med familien for mit vedkommende. Min hostfamilie har også i dag fået hund, så det er det helt nye og store. Travlt er der blevet i det lille hjem, - Oscar er noget af en vildmasse. Sød er han nu også.
Nu står den på de sidste par småting, inden jeg vil få mig en god og sidste nattesøvn på mit dejlige tagværelse i min dejlige seng. Godnat herfra.

Death Valley og Mammoth Lake

Efter Las Vegas stod den på en længere stækning ørkenkørsel. Vi skulle gennem Death Valley, og det var med krydsede fingre, vi kørte ind i dalen. Nationalparken har fået sit navn efter hændelsen, hvor en række guldgravere drog ind i kløften i søgen efter guld. De spredtes og grundet manglende vand samt ørkenens ulidelige varme, måtte de fleste lade livet. Vores historie endte dog mere lykkeligt end de kære guldgravere, og både mor, jeg og vores lille Ford klarede skærene. Vi kom helskindet igennem, selvom det var en varm omgang på 110F - aircondition var ikke tilladt! Dette var dog intet sammenlignet med sidste års varmerekord på 57 grader - verdens varmeste sted. 

Efter denne strækning gik der ikke længe, før vi trillede ind i frodigt landskab. Vores stop for natten var i Mammoth Lake, et utroligt dejligt sted. Om vinteren brugt som skisportssted. Både mor og jeg var enige om, at vi bare manglede sneen, for vi var ellers mere end klar til at suse nedad løjperne. Vi måtte dog nøjes med en aften- og morgen gåtur i det skønne område i stedet. Det var nu også lækkert nok!

Las Vegas

Efter en lang og streng køretur ankom vi til Las Vegas først på aftenen. Et bad og noget mad hjalp genvaldigt på krafterne, og omkring syv stak Janne (min veninde fra Estland) hovedet ind på vores hotelværelse. Vi boede på det enorme og ret godt beliggende hotel Flamingo, som gyseligt havde pink som farvevalg og det eksotiske dyr som gennemgående tema. Ja, det hedder jo ikke Las Vegas for ingenting, så ægte flamingoer var også at finde i hotellets have, mens andre dyr som hvide tigere og delfiner kunne ses på de omkringliggende hoteller. Janne havde fået ekstra fri og havde som sagt valgt at tage flyveren til Vegas og kigge forbi. Efter lidt afslapning og mørkets fremtrædning bedrog vi os ud på de menneskefyldte gader og lod os imponere af de mange lys, kæmpe hoteller og casinoer, samt de storslåede udsmykninger. Samtidig kunne vi ryste en smule på hovedet af denne Tivoli by, som rummede alt lige fra Egyptens gemte skatte, Hollywoods stjernemekka og de gamle græske ruiner til New Yorks velkendte gader, Frihedsgudinden, Brooklyn bridge, Italiens Venedig samt Paris' triumfbue og effieltårn. Ligeledes myldrede gaderne med turister samt entertainere og letpåklædte mænd og kvinder, der glædeligt udstilte sig selv og stod til rådighed for billedtagning i håb om at tjene et par ekstra håndørere. 

Da vi  havde besøgt en række af de dyre hoteller og udforsket deres indre, tog mor hjem i seng, mens Janne og jeg fortsatte vores tur i Vegas' gader. Til sidst endte vi på vores hotels casino, hvor Janne havde bestemt sig for at finde ud af, om hun havde sit spilleheld med sig. Da vi havde opbrugt Jannes pengekvote (jeg spillede ikke, gemte dem til shopping), drukket et par drinks og rystet et par ældre mænd af os, gik vi hjem i seng, da jeg var fuldstændig tappet for energi efter den lange rejse.

Lørdag morgen stod den tidlig op, da mor og jeg tog i outlet mall. Janne valgte at blive downtown, mens mor og jeg (mest mor) fik svunget kreditkortet. Det var en super hyggelig dag i mallen, som efterfølgende stod på et visit hos et stort shoppingcenter downtown Vegas. Jeg skulle lige i nogle bestemte butikker, som lå et stenkast fra hotellet i the forum shops på Ceasar's Palace. Dette besøg viste sig at være en oplevelse i sig selv. Centeret var enormt. Når man trådte indenfor, mødtes man af en græsk storslået stil spækket med søjler og store robuste statuer, hvorefter rulletrapper førte en op til anden og tredje sal. Fuldte man anden sal rundt blev man ført videre. Centeret bare fortsatte og fortsatte og ville nærmest ingen ende tage. Bagest af anden etage var af yderst smuk udsmykning og var lavet som en indendørs by. I loftet var himlen blevet malet, og øjet blev direkte snydt af loftets buger og former. Det var som at gå udenfor under åbenhimmel, og man kunne simpelthen ikke andet end at blive imponeret af dette center, som uden tvivl arealmæssigt var større end det indre København. 

Til aften tog vi på Cheesecake Factory til aftensmad, inden vi tog os en gåtur ud for at se de sidste hoteller på Vegas' lange hovedegade. Janne og jeg fortsatte selv og var hjemme omkring to, så der kunne nåes et par timer på øjet, før vores rejse fortsatte, og hun skulle med en bus til Grand Canyon.  

Inden vi forlod byen holdte vi ind for at snuppe et billede af Las Vegas skiltet. Derefter var vi mere end klar til næste stop. 

Gennem Utah's røde landskab

Efter Grand Canyons smukke geologiske aflejringer, som alle er så dybt fascinerede af, skulle man ikke tro, at det efterfølgende ville blive nemt at imponere os. Vi tog fejl! Vores vej snoede sig nemlig forbi en stat, som nærmest slog benene væk under os. Vi blev hurtige enige om, at vores prioritering pludselig faldt på Utahs ufattelig imponerende og storslået landskab. Sorry to say, men for mit vedkommende kan Grand Canyon godt pakke sammen nu. Selvfølgelig var forventningerne også mindre, da vi ankom til Bryce Canyon onsdag først på aftenen, men dette var simpelthen så smukt. Der var en fantastisk spændende køretur rundt i Utah, og jeg var solgt. Grand Canyon er også imponerende, men farvemæssigt var det en mere flad oplevelse, hvor de røde farver kun trådte rigtig i kraft under det rigtige sollys. Bryce Canyon og det omkringliggende landskab var derimod spækket med stærke fremtrædende farver i en perfekt kombination af frodig grøn vegetation, enorme røde kalkklipper, som skød i vejret som brændende flammer samt en blå himmel, der forsigtigt kiggede frem enkelte steder i et ellers gråt skydække. Selv når de grå skyer var i overtal og ingen solstråler var at se, var farverne klare. Intet mindre end et vaskeægte cowboy land. Onsdag aften blev derfor brugt i den smukke natur, hvor vi befandt os i nationalparken indtil mørkedet faldt på. 

Torsdag morgen stod vi monstertidligt op for at se solopgangen. Til stor skuffelse var det trist og gråt udenfor, og regnen gjorde ikke just morgenhumøret bedre. Vi tog dog afsted alligevel, men måtte halvvejs inde i parken vende om grundet voldsom tåge. Et par stop på tilbagevejen gjorde vi dog, og da vi kom tilbage til hotellet (vi havde allerede tjekket ud), tog jeg en lur i bilen, mens mor gik indenfor for gratis internet. Da klokken nærmede sig halv elleve, stod den på ridetur i Bryce Canyon, hvilket vi begge havde set frem til. Ja, vi skulle altså være cowboys for halvanden time. Jeg var dog en smule skeptisk over hestene, trods rideturen var min ide, da jeg nok ikke er helt tryg ved sådan nogle kræg. Dog var disse heste nok de mest dovne heste, jeg nogensinde har set - de var nærmest ikke rigtige heste, for at skridte var nok det eneste, man kunne få dem til.  Den var nu sød min Navoha-hest og Jessie (mors hest) ligeså. Vi blev i hvert fald ikke smidt af. Rideturen var skøn i det flotte landskab. Vi red gennem skoven hen til kløften med de røde klipper. Efter turen fik vi skiftet tøj, hvorefter det var tid til at tage videre. Las Vegas som destination. Dette betød, at vi skulle fra Utah til Nevada, og at vi for dette kom igennem atter en National Park - Zion. Dette mindede om Bryce, og så alligevel ikke. Kan slet ikke sætte ord på forskelligheden, det skal simpelthen opleves. Ingen tvivl om, at Utah som stat er kommet på min top fem.