Glædeligt dansk besøg!

Torsdag hentede jeg Mathilde i lufthavnen. Mathilde og alt hendes oppakning. Vi skulle slæbe alle hendes tusinde kilo tasker hjem fra metroen, og med lange blikke fra folk samt kommentarer fra fremmede omhandlende mængden af bagage i forhold til vores kropsstørrelse, fik vi kæmpet os hjem til mit hus. Efter rundtvisning i "slottet", tog Mathilde en slapper. Senere mødte hun min familie, og alle tog simpelthen så godt imod hende. Mine børn elskede hende fra første øjeblik, og hun har klart fået tre nye bedste venner! Hvor var de altså søde. Om aftenen viste jeg hende Bethesda, og hun fik lov at prøve de berømte georgetown cupcakes. 

I dag fredag har børnene holdt fri fra skole, og har nu sommerferie. Vi var alle i zoo, og bagefter tog vi hen til poolen. Ellers fik jeg også skypet med en mulig fremtidig au pair, hvilket var en god oplevelse. Om aftenen mødtes vi alle med min hostdad til aftensmad på familiens stamrestaurant, hvilket var yderst hyggeligt. Hvor er det dejligt endeligt med god dansk selskab igen! 

Siden sidst har jeg...

Gennemført min sidste skoleklasse og er hermed færdig med mine credits. Uheldigvis været syg. Set udendørs musical - Disneys Beauty and the Beast - i øsregnvejr. Atter hængt ud ved poolen i arbejdstiden. Spillet lidt for meget kryds og bolle med den mindste. Modtaget hele tre postkort fra søde venner og veninder. Set underlige tv-serier. Pakket og planlagt det sidste til ferie. Lånt en bog og har planlagt faktisk at læse den denne gang. Nydt sommeren og dejlige Bethesda. Hængt ud med Anna og Alina. Sagt hej til en amerikansk politiker og hans kone. Set frem til besøg af Mathilde. Haft en yderst glad hostpige, der endelig har fået gips af armen. Lavet absolutely nothing. 

It's getting close

Så kom dagen. Dagen hvor jeg vågnede op til en e-mail fra Cultural Care omhandlende min flybillet hjem. Nu kommer det altså lige pludselig ret tæt på. Dog var modtagelsen med glæde, og jeg synes det er super rart at have fået dato og klokkeslet sat på min hjemkomst. Også en smule sorgmodigt, men ingen tvivl om, at jeg glæder mig. Det var dog ikke muligt at booke mig på samme fly hjem som min mor, hvilket var en smule irriterende, eftersom jeg måneder forinden havde kontaktet organisation om mulighed for dette. De havde ikke afslået det, og jeg blev fortalt bare at anmode om samme fly. Dog har Cultural Care formået at finde et fly, der passer så godt som overhovedet muligt i forhold til mors. Vi har begge afrejse samme dag (20. august - 72 days to go). Jeg med afgang kl 8.35 pm, hende en time senere. Jeg vil så sætte mine ben på dansk grund igen i Københavns Lufthavn klokken 12.25 næste dag. Omkring to timer før mor. Jeg er spændt - virkelig. Kan næsten ikke sætte ord på det.

Travl men god uge med solskin og pool

Så blev det fredag, og en travl men god uge kan nu krydses af kalenderen. Min hostdad har denne uge atter været på foretningsrejse til Abu Dhabi, og jeg har derfor været alene med min hostmom og børnene. Denne uge har stået på lidt af hvert. Tirsdag tog jeg med min hostmom hen på børnenes skole, da den mindste havde "Blooming Author's Celebration in class". Han var rigtig overrasket og glad for at se mig, og det var hyggeligt at deltage i dette arrangement, og se hvad de får tiden til at gå med i skolen. Vi skulle som besøgende gå rundt til de forskellige børn, hvor de så læste selvskrevne digte op for os. Til slut havde de også en fremvisning med nogle rim.
Om aftenen tog vi alle sammen til den ældstes boy scout meeting, som denne gang var en familie picnic, da det var årets sidste pack meeting. Normalt er det min hostdad, der tager med til disse arrangementer, men da han var udenlands, deltog han selvfølgelig ikke. For nærmere forklarelse af boy scout, minder det en smule om spejder derhjemme. Man laver dog forskellige aktiviter, som ikke nødvendigvis er spejderrelaterede. Man gør sig fortjent til forskellige mærker til at putte på sin uniform, og man kan opnå forskellige ting. Den aften var der fx en der modtog lysets pil. Det var sjovt at deltage - sådan rigtig amerikansk! Folk i uniformer (men også i normalt tøj grundet familiearrangementet) og stor picnic med rigtig amerikanerburgere og andet snask.
Onsdag mødtes jeg med Anna, hvor vi tog hen i klubben for at spille tennis. Efterfølgende tjekkede vi op på swimmingpoolens åbningstider og fandt ud af, at den åbner hver dag omkring 12. Derfor har vi brugt meget tid der i løbet af ugen. Dog ikke kun i fritiden, men også i arbejdstiden, da børnene har Swim Team  fire ud af fem dage. Torsdag fx brugte vi hele eftermiddagen med børnene der, da vi blev efter træning og spiste aftensmad ved poolen.

Ellers har ugen stået på en finger, der er ved at falde af. Jeg skar mig selv rimelig slemt, men har bare pakket den ind i en masse plaster og håber det heler selv. Det er sørgeligt, når ens første tanke er: "fuck, det sker bare ikke det her! Har ikke råd til læge!" Eller har forsikring, men man skal lægge pengene ud i første omgang, og det ligger altså ikke i den helt billige ende her. 

Nu står den på poolen med Anna igen. Tog fra morgenen af ud på et mix af løbetur/gåtur (løbe ud, gå hjem), så nu er jeg klar til at dase den resten af dagen indtil arbejde. Der står den sikkert også på pooltid. 

Museum class, booking of vacation, pool time and piano recital

Weekenderne flyver afsted her, og endnu en er ved ende. I går nedlagde jeg min anden ud af tre museumsklasser for at få optjent mine credits og hermed gennemført min skolegang her. Ikke det mest spændende, men jeg er snart i mål. Da jeg kom hjem, stod den på bookning af den ferie Mathilde og jeg skal på om små fjorten dage. Ja, det var ved at være oppe over, så bestilles skulle der. Det er vist ikke så svært at gætte, hvad vores næste ferie byder på, nu hvor sidste var sådan en succes. Jep! Vi tager atter på cruise. Denne gang planter vi fødderne på (hold fast på hat og briller) VERDENS største krydstogtskib "Allure of the Seas" med destinationerne Fort Lauderdale, Jamaica, Haiti og Mexico. Otte dage hvor vi bare skal rende rundt og have det skønt, og jeg glæder mig gevaldigt. Kontoen er godt nok tømt, men det er lige meget - vi lever livet til fulde!
I dag har jeg nydt formiddagen ved poolen sammen med mine hostpige og den ældste dreng. Der var ikke et øje, da vi kom, og vi havde derfor hele den private klub pool for os selv. Senere kom der dog flere mennesker, men det var overhovedet ikke crowded at all. Vildt lækkert. Vi bestilte frokost der, tog sol og badede en smule efter, inden vi smuttede hjem igen. Sidst på eftermiddagen tog vi alle til piano recital, hvor den ældste skulle fremføre klaverspil. Det er ikke længe siden, at han skiftede klaverlærer, og niveuet har godt nok forandret sig fra første fremførelse med den daværende lærer omkring juletid. Har aldrig set så små børn være så sygt gode til at spille et instrument. Hold da op! Kineserbørn alle sammen, men alligevel. Min hostdreng gjorde det også godt - er stolt af ham!

Trehundrede dage

Trehundrede dage er i dag rundet, og i løbet af min amerikanske hverdag gør jeg mig stadig besynderlige antagelser, er vidne til sjove oplevelser og tænker over underlige sammenligninger. De sidste trehundrede dage er jeg nemlig:

- Blevet enig med mig selv om, at jeg nok aldrig bliver helt fan af den amerikanske sammensætning "Peanutbutter and jelly sandwich".

- Fundet brugen af køretøj lige i overkanten. Ja solen skinner, og dine børn skal nok overleve fem minutters gang til skole. Nej okay. Vi tager da bare bilen så. 

- Lært at udnytte de omkringliggende muligheder i min fritid, og håber jeg vil bringe dette med mig hjem til Danmark. I  Danmark ville jeg aldrig have tænkt over at bruge en søndag på hiking, byløb, museumsbesøg, sejlture mm. Her har jeg lært at værdsætte og nyde selv de små ting. 

- Været lettere irriteret over kalorieangivelserne på alle former for madindtagelse herovre. Restauranternes menukort taler direkte til den dårlige samvittighed.

- Fået et smil på læben over de mange komplimenter fremmede amerikanere slynger om sig. Det er ikke usædvanligt at man bliver komplimenteret på åben gade. Disse selvtillidsboost kommer jeg til at savne!

- Vænnet mig så meget til det amerikanske, at man ikke engang reagerer voldsomt, når der ligger en håndpistol på køkkenbordet hos en venindes hostfamilie. 

- Været total fan af amerikanske fitnesscentre - helt klart tilhænger af deres løbebånd med fjernsyn! 

- Fundet det chokerende, at der reklameres for receptpligtige lægemidler i TV. I reklamerne opfordres der til at spørge din læge for antidepressiv medicin og lignende. Efter mit hovede, burde det være lægen, der fortæller, hvad man har brug for og ikke omvendt. 

- Imponeret over, hvad man rent faktisk kan lave i en microbølgeovn. Man kan seriøst lave alt! Derhjemme blev den brugt til popcorn, her bliver den brugt til at koge grøntsager, ris, kartofler og til at bage. Såååå deeeet... 

- Klappet i mine hænder og tænkt "lige mine ord", da der i afnit to af "Monte Carlo elsker USA" blev sagt: "Det kommer bag på mig, hvor hårdt det er, at spise sådan all american. Ja også fordi, jeg vågner op og er rigtig ked af det. Ja, Ja. Man er deprimeret. Som om man har drukket ti redbull. Ja, men så spiser jeg noget mere, og så bliver jeg glad igen. Ja, men på den måde virker det nøjagtig lige som narko. Problemet er, at de jo har fat i den lange ende. Man kan jo ikke stoppe." Og det er så sandt, som der er sagt. Ikke så sært amerikanere er fede, og alle au pairs kommer hjem flere kilo tungere! 

- Rystet på hovedet af, at man ved brug af dankort i mange butikker ikke engang behøver indtastning af PIN-kode. Thumps up for god sikkerhed eller hvad? 

- Undret mig over, hvor mange tilsætningstoffer, de putter i deres mad. Det er altså ikke helt normalt at frugt og grønt kan holde sig i flere uger og brød flere måneder, inden det bliver for gammelt. 

- Måtte indrømme at jeg er blevet en smule tilhænger af amerikansk sport. Selvom jeg er så usportig, som man overhovedet kan være, er min sportshorisont her blevet udvidet markant. Jeg er fan af amerikansk sportspassion, sportsånd og kampenes yderst god stemning! 

- Irriteret mig over,  at man ikke engang under offentlige toiletbesøg kan have den mindste privatliv. Dørene er for korte i bund og top, så en fuldvoksen mand vil kunne både kravle under og klatre over. For ikke at nævne sprækkerne rundt om døren: privatliv længe leve. 

- Været fascineret af den amerikanske nationalfølelse. Har været vidne til ceremonier, hvor der blev råbt og sunget: "I'm proud to be an American" og "I love this land, God bless the U.S.A", og trukket på smilebåndet ved tanken om, at den nok ikke helt ville gå i Danmark, for slet ikke at tale om Tyskland. 

Endnu et farvel..

En ting, som er svært, når man er au pair, er de afskeds, man bliver nødt til at gøre.

Ikke alle au pairs kommer i sommermånederne, ikke alle gennemfører, og få har kun kontrakt på et halvt år.

I dag måtte jeg desværre sige farvel til en dejlig veninde, som jeg desværre ikke kommer til at se igen foreløbig. Det er den anden ting. Som au pair får man bekendskaber fra hele verden, hvilket kan gøre afskeden endnu sværere. For hvem ved, hvornår det næste gensyn vil finde sted. I dag måtte der tages afsked med Annika, som jeg virkelig kommer til at savne her! Hun har været en af mine bedste veninder her, en af de tætteste, en person der altid har kunne gøre mig i yderst godt humør. Ikke blot en au pair veninde (ja nogle venskaber finder kun sted, fordi man har det til fælles at være au pairs), men en virkelig god veninde, som jeg kan bruge uendelig meget tid med og nyde det, uden at lave noget specifikt. En jeg har kunne drøfte alt med, har kunne grine i timevis med, og en jeg har kunne dele gode oplevelser med. Heldigvis er hun fra Tyskland, og hun har lovet mig at aflægge Danmark et visit i den nærmeste fremtid. Det vil jeg glæde mig til. 

I dag tog jeg med hende til en "nail salon" for pedicure og manicure, gav hende en afskedsgave og rundvisning i mit hus, inden det var tid til at sige farvel. Nej, farvel er ikke ordet. Nærmere et på gensyn. Heldigvis! Kan slet ikke undvære hendes gode humør og vores dårlige interne humor.

Memorial weekend, Rolling Thunder og en tur til vands

I dag har jeg nedlagt tredive kilometer på cykel, nydt vejret både til vands og til lands og hermed også blevet et par mindre blege (sørgeligt nok også tofarvet) stænger rigere. Jeg mødtes med Annika omkring klokken elleve på stien "Capital Crescent Trail", hvor vi her begik os ud på en cykeltur fra Bethesda til DC. Da vi ankom til hovedstaden, blev vi mødt af aflukkede gader, menneskemylder og motorcykler. I dag blev der nemlig afholdt "The Rolling Thunder" i  DC, hvilket er et kæmpe motorcykel rally også kaldet "Ride For Freedom". Her er det motorcykelister fra hele landet, som kører igennem DC's gader. Når disse store køretøjer - alle samlet - kører denne dagslange demonstration, lyder det som et bevægende tordenvejr - dertil navnet. Dette bliver holdt hvert år på memorial weekend - hvor den sidste mandag i maj måned er en helligdag for at huske de mænd og kvinder, der har mistet livet, mens de har gjort tjeneste i The United States Armed Forces. Udover dette blev der også holdt taler og sunget sange foran Lincoln Memorial, hvor vi blev introduceret til den vaskeægte og yderst stærke amerikanske nationalfølelse. Her stod vi godt plantet i menneskemyldret, mens der blev løftet knytnæver i vejret, viftet med flag og sunget: "I'm proud to be an American" og "I love this land, God bless the U.S.A". Vi blev enige om, at den ikke var gået i Tyskland og nok heller ikke Danmark, uden der ville blive set skævt til det.
Annika og jeg bestemte os for at tage en tur til vands foran Jefferson's memorial. Her lejede vi en cykelbåd og nød hermed det dejlige vejr (28 grader) og flotte syn med udsigt til ikke bare Jefferson's Memorial men også Martin Luther King's Memorial og Washington Monument. Efter godt en times sejltur mødtes vi med Denise og Stephanie. Sammen tog vi cyklen videre til Georgetown, hvor vi plantede os foran vandfronten på en åben græsplæne. Her hyggede vi bare med snak og solskinsvejr, inden det var tid til at drage tilbage til Bethesda. Rigtig dejlig dag!

Shenandoah National Park

Er lige vågnet efter en dejlig og ikke mindst tiltrængt nattesøvn. I går tog Stephanie, Denise og jeg på tur fra morgenstunden og satte kursen mod Virginia - nærmere Shenadoah National Park. Det var godt og vel en tre timers køretur begge veje, men helt klart turen værd. Gennem parken kørte vi på vejen "Skydrive", hvilket var en yderst smuk tur op i bjergene. På selve ruten var der holdepladser til fotografering af udsigten, men parken bød på så meget mere end bare flot sceneri. Vi tog afsted for at hike og forhåbentlig støde ind i nogle vilde dyr. Heldige må vi have været, for allerede på vores køretur til de forskellige hiking-trails fik jeg spottet en sort bjørn inde i skoven. Jeg råbte op, Denise holdte straks bilen ind til siden, og vi løb alle ud med vores kameraer. Det var vildt sjovt at være så tæt på, og vi blev stående der med højt humør, indtil bjørnen blev trætte af os og dermed listede tilbage længere ind i skoven. Vi kørte videre, holdte ind ved en turist-information, mødte Justin Bieber, (eller i hvert fald en papfigur af ham, som nogle ældre mennesker havde det vildt sjovt med at bringe gennem hele parken) og dannede os derefter et overblik over dagens planer. Vores første hike blev Mary's Rock hike, hvilket bragte os op til toppen. Turen op var hård og stejl, men udsigten det hele værd. Turen ned var endnu bedre, for her stødte vi på dagens anden bjørn. Den var så tæt på denne her gang, at jeg faktisk blev en smule nervøs. Før havde vi bilen at hoppe ind i, hvis den anden vilde bjørn skulle blive i dårligt humør. Denne gang stod vi alene på stien, med en bjørn gloende direkte ind i kameralinsen. Ret vildt alligevel. Efter denne hike kørte vi videre og nedlagde Little Stony Man Hike, og til sidst fandt vi White Oak Canyon Hike og gjorde denne. White Oak var rigtig smuk, da den ledte os til et stort vandfald. Der gjorde vi pause inden vi vendte tilbage til bilen for at køre hjem ad "Skydrive". På hjemturen kunne vi tjekke tredje og fjerde bjørn af listen, da Stephanie denne gang spottede dem højt oppe i trætoppen. En bor og en babybjørn. Vi bakkede bilen tilbage og startede med at tage billeder, og der gik ikke længe før hele vejen var kaos med tusinde mennesker og lange bilkøer. Hele vejen var blokeret, og det var ikke længere muligt at passere grundet alle turisterne med stor interesse i de to bjørne.  Det må åbenbart være et sjældent syn, og vi kunne så glæde os over, at vi på vores tur fik set hele fire af slagsen.
Det var helt klart en fantastisk dag, men det var tre stille og uden tvivl brugte piger, der satte kursen tilbage mod Maryland. Vi fik hiket omkring 15 kilometer, hvilket umiddelbart ikke lyder af meget for en hel dag, men med stejle stigninger og en smule klatren, kunne både fødder og lår trænge til at hvile sig på bilturen hjem

Harper's Ferry