mandag den 11. august 2014

Route 66 og smukke Grand Canyon

Søndag tog vi fra Lake Havasu med Grand Canyon som næste destination. Den første times tid kørte vi på highway, hvorefter vi tog en afstikker mod Seligman for at ramme den kendte Route 66. Dette var et yderst sjovt besøg og atter et af Amerikas finurlige spots, man ikke kan være et besøg foruden. Byen var smækket med farver, gamle skilte og nummerplader, biler og amerikanerstemning uden lige. Ikke så underligt, at mange turister lægger deres vej forbi der.
Vi ankom til vores hotel (Best Western Premier Hotel) i Tusayan tæt på Grand Canyon National park først på eftermiddagen. Med gratis bus tog vi op for af se solnedgangen. En overskyet himmel gjorde dog, at farverne ikke var helt optimale, men dette naturområde var dog stadig et fryd for øjet - overvældende og storslået. Efter et par timer tog vi bussen tilbage med en skøn udsigt, fik en bid mad på en af hotellets restauranter, før den stod på tidligt i seng. 
I dag - mandag - brugte vi også i nationalparken. Fra morgenstunden tog vi hen på Grand Canyons flyveplads, hvor den stod på en tur til vejrs. En helikoptertur var på morgenens program. Denne oplevelse var ubeskrivelig - så speciel - og hvor var der bare fedt at se det hele fra oven. Vejret var perfekt, morgensolen fik de geologiske aflejringer til at stå i endnu klarere kontrast mod den lyseblå morgenhimmel, og helikopterens dyk ned i den enorme kløft satte bare oplevelsen af dette område i et helt andet perspektiv. Det var virkelig fedt. Da vi havde plantet vores ben solidt på jorden igen, kørte vi tilbage til hotellet for en bid morgenmad, inden vi atter tog bussen op i parken. 
I parken gjorde vi hold ved Grand Canyon Visitor center for at blive klogere på parken, samt høre om deres hikes ned i kløften. Den sødeste dame bag disken var behjælpelig i besvarelsen af alle vores spørgsmål, og hun formåede da også lige at redde min dag, da hun først troede, at jeg var amerikaner. Hun spurgte, hvor vi var fra, og da besvarelsen lød på Danmark, komplimenterede hun mine engelsk kundskaber. Jeg forklarede hende, at det var resultatet af et år på østkysten, og efter dette svar, kunne hun meget bedre forstå. Hun sagde, at først troede hun, vi var herfra, men efter lidt tid, kunne hun ane en smule accent. Thumbs up, så har mit år, da været godt for noget.
Efter denne fine sludder med park damen, tog vi op for at se på den anbefalede hiking trail. Mor havde dog ikke lige mod på de stejle stier ned i kløften, så vi sprang over det denne gang. Vi nødt bare den flotte natur i stedet. Vi tog tilbage til frokost på en mexicansk restaurant, tog en slapper på hotellet efter en lille aftengåtur ned i Tusayan. Her så vi to enorme kronhjorte i hotelområdet, så far - du går virkelig glip af noget. Dog har vi taget dig nogle billeder, så du ikke føler dig helt snydt. Nu står den bare på en stille aften på hotellet, inden eventyret fortsætter i morgen. Vores batterier skal lades op, og en god nattesøvn er vist tiltrængt. Må vi alle sove godt mor (smiler)!! 

lørdag den 9. august 2014

Næste stop: Arizona

Lørdag stod primært bare på kørsel. Kørsel gennem Californiens ørkenlandskab, da vi forbipasserede 
Joshua Tree national park. Ellers kørte vi over grænsen til Arizona, hvor vi skulle overnatte i Lake Havasu City, som er kendt for London Bridge og engelsklignende gader. Ikke så meget at fortælle, billederne må tale for sig selv.

fredag den 8. august 2014

Hollywood Sign, downtown LA, Beverly Hills and Venice Beach

Fredag blev brugt på stjerneland - Los Angeles. Fra morgenstunden kørte vi op i bjergene til Griffith Observatory, hvor vi havde udsigt over storbyen og Hollywood skiltet. Morgenstunden var dog diset, og udsigten var ikke helt optimal. Vi fik dog set det berømte skilt, som så noget lille ud på afstand. 
Efterfølgende kørte vi ned igen og begav os gennem storbytrafikken for at komme downtown. Vi fandt os legende let en parkeringsplads, hvorefter vi til fods fandt det berømte Walk of Fame samt Chinese Theatre, hvor hånd og fodaftryk af de kendte, var i asfalten. Mor og jeg var klart enige om, at det er utroligt, hvor lidt der skal til for at tiltrække turister fra hele verden. Bare et par tusinde stjerner i fortovet med nogle kendte navne på toppen - ja, så er den hjemme. Vi var ikke lige frem begejstret. Los Angeles var også noget skuffende i sig selv - ucharmerende og opreklameret. Vi var dog blevet advaret om dette på forhånd, og man kan jo ikke tage til Cali uden at aflægge LA et visit.
Downtown LA var hurtigt overstået, og vi tog dernæst til Beverly Hills. Vi fandt det berømte skilt fra TV-serien Beverly Hills 90210, som var at finde i Beverly Gardens Park over springvandet. Ellers kørte vi op og ned af bydelens fine kvartere med alle de dyre huse, og dette besøg fald meget mere i god jord. Det var her flot og grønt, eksklusivt og meget mere hyggeligt. Dagens slutpunkt blev Venice Beach, hvor den stod på strand, afslapning og solbadning. Vi tog en slentretur op og ned af strandpromonaden, nød en FroYo og betragtede ellers bare miljøet omkring stranden. Mange hippier og fattige var at se med deres markedsboder for at sælge alt lige fra smykker og hennatatoveringer til malerier og andre kunstværker. 
Vi sluttede af med aftensmad på hotelværelset, hvor vi endnu en gang havde linet op med hjemmelavet indkøbsmad buffet. Godt var det! 

Universal Studios Hollywood

Torsdag stod den på en hel dag i Universal Studios, hvilket resulterede i endnu en god oplevelse. Vi startede med en guidet tur, hvor vi kom ned og så kulissebyen samt alle de store bygninger (dog kun udefra), hvor serier og film bliver filmet. Vi så kulisser og rekvisitter fra en masse af de kendte film, mens vores guide fortalte en masse om filmverdenens produktion samt nogle af de effekter, der bruges til at lave variation i vejr, vind og nedbør. Under turen var vi vidne til et 4D King Kong Univers samt en eksplosion og jordskælv i storbyens metrosystem. Da jeg er lidt en tilhænger af Desperate Housewives serien, havde jeg glædet mig til, at turen skulle runde Wisteria Lane. Til min store skuffelse var denne del af kulissebyen dog lukket grundet filmoptagelser. 
Efter denne guidet tur tog vi ind og så showet Waterworld, hvilket var rigtig godt. Efterfølgende fik jeg lokket mor med op i to af forlystelsesparkens rutsjebaner. Begge gange var hun uvidende om, hvad der skulle ske, og hun var ikke glad for mig, da hun fandt ud af, hvad hun havde indvilliget til. Jeg havde det sjovt, og mor kom da helt klart også ud af hendes comfort zone. Efter to af slagsen fik hun lov til at slippe. Især da hun under "The Simpson's"-forlystelsen sad med lukkede øjne det meste af vejen. Det skal siges, at dette kun var en vogn, der gjorde nogle rystelser, og det så var 4D effekter, der snød hjernen, og fik det til at føles som en rigtig rutsjebane. Den var vildt fed - det synes hun dog ikke. 
Ellers gik resten af dagen bare med at hygge sig og gå rundt og se parken. Det var dog noget af et menneskemylder. Inden vi vendte snuden hjem stod den på et "speciel effect show" og kaffe på Starbucks, hvorefter afslapning på hotelværelset efterfølgende var tiltrængt.