torsdag den 24. oktober 2013
Do it like a champion!
Der er ingen tvivl om, at de to sidste måneder har åbnet mine øjne. Ikke bare åbnet dem, men fået dem til at trille rundt i hovedet på mig mere end nogensinde før. Børneopdragelse og gode maner har for mig fået en helt ny betydning. Danmark er lige pludselig blevet et pragteksemplar, og jeg ved ikke hvor mange gange, jeg har nævnt: "Seriously, kids in Denmark are not like this!". Jep, de sidste to måneder har jeg generaliseret alle børn i Danmark som yderst velopdragne, selvom man ikke kan stryge alle over en kam. Det er lige meget. I forhold til her er danske børn englebørn - tro det eller lad være. Børneopdragelsen her i staterne har gjort mig tom for ord, vred og sur. Mangel på gode maner har efterladt dybe suk, og jeg har taget mig selv i at vende øjne en million gange. Jamen hvor svært kan det være? Det er jo ikke normalt, at en dreng på ni spiser med fingrene, og at en dreng på seks ligner en, der har været i madkamp efter hvert måltid. At spisebord, stole og køkkenlåger er smurt ind i madrester, og at glas med drikkelse vælter mindst to gange hver aften grundet for store armbevægelser, er bare ikke optimalt. Det er jo ikke små børn, jeg har med at gøre, selvom opførslen indikerer noget andet. Disse uvante situationer gør, at jeg af og til må tænke kreativt. Af og til, ha! Nærmere tit. Hvilket til tider kan være ret underholdene i sig selv. De sidste to dage har projekt "Champion" været på programmet med den mindste, og jeg er skide stolt af ham. I hvert fald for en stund. Det startede i går med, at jeg skulle hjælpe ham med at gøre klar til sengetid. Jeg ville have ham til at børste tænder uden at være smurt ind i tandpasta fra top til tå efter. Jeg luftede sætningen: "I don't think you can brush your teeth like a champion", og det blev starten på en anderledes måde at lære gode maner fra sig på. Jeg har nu en host dreng der seriøst prøver ihærdigt på at være en champion i alt, imens jeg kan klappe i mine små hænder af glæde. Sætninger som "I throw my laundry in the basket like a champion", "I take a shower like a champion" til "I kiss you like a champion", har for et stund forvandlet min mindste til at børste tænder normalt, rydde op efter sig selv, være skide sød ved mig og gøre de daglige gøremål hurtigt. Her til aften testede jeg ham i at spise som en champion, hvilket betød maden indenfor tallerkenen, ingen fedtede fingre, rent tøj efter spisetid samt flittig brug af servietter under middagen. Jeg var imponeret. Han levede op til det til fulde! Han skippede endda sin is til fordel for brownies, da han vidste, han ikke kunne håndtere en is som en champion. Tallerkener, krus, bestik, servietter - alt, var væk fra bordet, da han var færdig. Hans plads var mere ren end min. Med glædesudbruddet: "I can eat like a champion. I AM A CHAMPION", en sejrsdans samt en high five, kunne jeg fryde mig en smule. Han har gjort, som jeg har ønsket. Nok ikke lagt mærke til det - men alligevel. Jeg er glad og tilfreds, også selvom alt nok er ved det gamle i morgen. Nu ved jeg, han kan!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar