Eller faktisk. Der er overhovedet ikke noget at grine over. Jeg er målløs - har aldrig prøvet noget lignende. Burde være i chok, men det mest overraskende er, at jeg ikke kan andet end at trække en smule på smilebåndet af det. Det er skørt - vanvittigt - nej, sindssygt er nærmere ordet - og stadig kan jeg ikke få mig selv til at sige, at jeg hader børn. Det har ikke rørt mig overhovedet, og jeg undrer mig faktisk over, at jeg har kunne tage det så pænt. Mange andre ville have slået igen. Hårdt. Rigtig hårdt.
Sagen er den, at jeg i dag rent faktisk tilbød at arbejde ekstra. Over tid. Måske dumt, men ja. Min host forældre skulle ud at spise og havde fået fat i en barnepige til børnene. Jeg selv havde ikke de vildeste planer og havde egentlig bare brug for at slappe en smule af. Ville blive hjemme til en afveksling. Når jeg alligevel havde bestemt mig for at befinde mig i huset, så jeg ingen grund til, at vi skulle være både en barnepige og jeg. Jeg tilbød derfor at putte børnene i seng. Udover det, er jeg rigtig glad for min host familie (også selv børnene efter i dag), så så ikke det store problem i at bruge lidt mere tid med dem. Men sikke da - hyggeligt er vist ikke ordet. Krisen startede allerede, da moderen kyssede den mindste dreng farvel. Gå amok alligevel, drengen har temperament. Udover det sædvanlige - tror seriøst ikke, det er normalt. Jeg ved godt, at mine host børn er møgforkælede og efter min mening er blevet opdraget en smule forkert, men det her springer skalaen. Simpelthen! Da hun kyssede ham, klamrede han sig til hende og ville ikke slippe igen. Han begyndte at stortude, mens han råbte, at han kun ville have sin mor. Hvad skulle hun gøre? Hun var på vej ud af døren. Moderen kunne ikke rokke sig ud af stedet, og jeg vidste nærmest ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Moderen bedte mig om at holde ham, og han slog og sprællede så det halve kunne have været nok. Væk var hun, og jeg stod tilbage med et skrigende barn. Jeg fik ham skubbet ind på værelset, fik mig selv plantet foran døren, mens han seriøst gik fuldstændig amok. Har aldrig set noget lignende. Han slog og sparkede mig - ramte mig over det hele. Et par slag og spark i hovedet blev det da også til. Jeg sagde intet. Han skubbede mig. Begyndte at hive ting ned fra sin reol, for dernæst at kaste det efter mig. Vanvittigt, ja! Han ville bare have sin mor. Jeg råbte lidt af ham, han gik mere amok. Et vredesudbrud uden lige. Tror nærmest han kunne eksplodere. Det ville have set sjovt ud. Jeg lod ham slå mig - lod ham flippe fuldstændig ud. Undlod at reagere. Jeg var ligeglad. Han ønskede en reaktion. Jeg lod være. Det hjalp - han stoppede. Endelig. Der står i mine ansættelsespapirer, at jeg ikke må slå dem - troede også det galte den anden vej. Puha, man oplever lidt af hvert som au pair, og ens tolerancetærskel bliver da testet til grænsen. Klapper mig selv en smule på skulderen. Er overrasket over, at jeg ikke gav ham nogle tæsk. Trods denne her episode, holder jeg stadig af de møgunger. Trods de tusinde episoder, jeg denne uge har stået ansigt til, så fortryder jeg ikke mit ophold det mindste. Jeg har fået at vide, at jeg er hadet, at jeg er den værste au pair nogensinde, men det rører mig ikke. For lige så forfærdelige de kan være, lige så søde er de også. Kys og søde ord indeholder de nemlig også, og for det meste får jeg at vide, at de elsker mig. Jeg underskylder dem med, at det må være fejl i opdragelsen, der grunder deres yderst sindssyge og uacceptable opførsel til tider. Forældrene føjer dem simpelthen for meget - de er røv forkælede. Alt for meget. For det ikke skal være nok - hold fast på hat og briller - sagde moderen bare, da hun kom hjem og hørte om aftenens episode, som hun så galant smuttede fra: "Nå, ja men det er sådan, han er. Det kunne have været meget værre. Har du set hans dør, Louise. Nogle gange kaster han sin metalvasketøjskurv ind i døren. Slår og sparker er ingen ting." Så ja, ingen konsekvenser overhovedet. Børneopdragelsen ...... jeg siger det bare!
Når det så er sagt, har jeg haft en god uge. Var pænt smadret efter turen til New York, men heldigvis skulle jeg først møde klokken tre mandag eftermiddag. Jeg sov derfor længe og tog til zumba over middag med tyskeren Anna. Arbejdsdagen var overhovedet ikke slem, da jeg bare skulle med de to ældste børn til Tennis. Tirsdag og onsdag tog jeg i fitness og løb begge dage ni kilometer på løbebåndet. Efter løb tirsdag tog jeg videre til Friendship Heights for at købe fødselsdagsgave til min lillebror - dog uden held. Mit shoppegen er løbet af sporet her, og jeg fik derfor svunget kortet til min egen fordel i stedet. Kontoen var ikke glad, men det pynter i mit klædeskab. Om aften skulle jeg ligeledes arbejde til sent, da forældrene skulle til møde på skolen - det gik meget bedre end denne aftes katastrofe, og vi hyggede os med "Kids Club Base" og Toy Story på mit værelse. Onsdag aften brugte jeg med Julia, hvor vi gik ned downtown for at få en Frozen Yoghurt. Torsdag tog jeg metroen til DC for atter at give fødselsdagsindkøb et forsøg, gaven blev købt plus en smule ekstra - kontoen er næsten tom - godt med lønningsdag i dag! Ellers har dagen i dag stået på syv kilometers løb samt Starbucks med Anna. Har aldrig været i så god form som nu samt følt mig så fed på samme tid. Puha, dårlig kombi. Man spiser meget ulækkert her i alt for store mængder. Savner mors gulerødder. Og søvn. I morgen forlader jeg denne galeanstalt for resten af weekenden. Det bliver godt med lidt luftforandring. Men fortvivl ikke, jeg elsker stadig at være her! Smiler.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar