Baltimore var dagens destination, og ved en ti-tiden tog vi afsted fra Bethesda. Vi var fem piger; Julia, Svenja, Imke, Caja og jeg. Vores lille roadtrip blev kickstartet med tøsemusik og sang, og humøret blev sat højt, da første stop på vejen blev gjort ved Ikea. I hvert fald Caja og jeg var oppe at køre, da vi kunne forlade butikken med rugbrødsblanding gange tre og for Cajas vedkommende ordentligt chokolade. Selvom jeg aldrig har været den store rugbrødsfan derhjemme, må jeg ærligt indrømme, at jeg savner det! USA's enorme mængder af hvidt sødt brød er ulækkert, så jeg ser frem til tirsdag, hvor jeg kan holde bagedag!
Da vi ankom til Baltimore spadserede vi rundt på havnen en stund, tog en masse billeder og kiggede på skibe. Derefter slog vi vejen forbi Baltimore Akvarium, som vi havde fået fortalt, skulle være et besøg værd. Dette kan vi kun give folk ret i, og det får derfor de varmeste anbefalinger herfra. Det var så smukt og fascinerende derinde. Enorme akvarier med fisk i alle størrelser og farver. Ligeledes var der fugle, en regnskov, de smukkeste natur- og dyrebilleder, 4D biograf og delfinshow. Det var ubeskriveligt smukt opbygget. Efter et par timer der fandt vi et sted at spise. Vi spiste på "Dick's", som Svenja havde fået anbefalet af en veninde. En meget anderledes og sjov oplevelse, da tjenerens job var at være grov ved sine kunder. Vi fik burger i rigtig amerikanerstil, og selve restauranten/baren var komisk af udseende. Meget anderledes. Efter vores sene frokost tog vi flere billeder, besøgte en souvenirshop med diverse krappeting, da Baltimore bliver kaldt "the crab city" (og nej, ikke crap) samt besøgt et skib fra anden verdenskrig. Efter en lang dag vendte vi snuden hjem - godt trætte, men med en håndfuld oplevelser rigere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar