Endnu et farvel..

En ting, som er svært, når man er au pair, er de afskeds, man bliver nødt til at gøre.

Ikke alle au pairs kommer i sommermånederne, ikke alle gennemfører, og få har kun kontrakt på et halvt år.

I dag måtte jeg desværre sige farvel til en dejlig veninde, som jeg desværre ikke kommer til at se igen foreløbig. Det er den anden ting. Som au pair får man bekendskaber fra hele verden, hvilket kan gøre afskeden endnu sværere. For hvem ved, hvornår det næste gensyn vil finde sted. I dag måtte der tages afsked med Annika, som jeg virkelig kommer til at savne her! Hun har været en af mine bedste veninder her, en af de tætteste, en person der altid har kunne gøre mig i yderst godt humør. Ikke blot en au pair veninde (ja nogle venskaber finder kun sted, fordi man har det til fælles at være au pairs), men en virkelig god veninde, som jeg kan bruge uendelig meget tid med og nyde det, uden at lave noget specifikt. En jeg har kunne drøfte alt med, har kunne grine i timevis med, og en jeg har kunne dele gode oplevelser med. Heldigvis er hun fra Tyskland, og hun har lovet mig at aflægge Danmark et visit i den nærmeste fremtid. Det vil jeg glæde mig til. 

I dag tog jeg med hende til en "nail salon" for pedicure og manicure, gav hende en afskedsgave og rundvisning i mit hus, inden det var tid til at sige farvel. Nej, farvel er ikke ordet. Nærmere et på gensyn. Heldigvis! Kan slet ikke undvære hendes gode humør og vores dårlige interne humor.

Memorial weekend, Rolling Thunder og en tur til vands

I dag har jeg nedlagt tredive kilometer på cykel, nydt vejret både til vands og til lands og hermed også blevet et par mindre blege (sørgeligt nok også tofarvet) stænger rigere. Jeg mødtes med Annika omkring klokken elleve på stien "Capital Crescent Trail", hvor vi her begik os ud på en cykeltur fra Bethesda til DC. Da vi ankom til hovedstaden, blev vi mødt af aflukkede gader, menneskemylder og motorcykler. I dag blev der nemlig afholdt "The Rolling Thunder" i  DC, hvilket er et kæmpe motorcykel rally også kaldet "Ride For Freedom". Her er det motorcykelister fra hele landet, som kører igennem DC's gader. Når disse store køretøjer - alle samlet - kører denne dagslange demonstration, lyder det som et bevægende tordenvejr - dertil navnet. Dette bliver holdt hvert år på memorial weekend - hvor den sidste mandag i maj måned er en helligdag for at huske de mænd og kvinder, der har mistet livet, mens de har gjort tjeneste i The United States Armed Forces. Udover dette blev der også holdt taler og sunget sange foran Lincoln Memorial, hvor vi blev introduceret til den vaskeægte og yderst stærke amerikanske nationalfølelse. Her stod vi godt plantet i menneskemyldret, mens der blev løftet knytnæver i vejret, viftet med flag og sunget: "I'm proud to be an American" og "I love this land, God bless the U.S.A". Vi blev enige om, at den ikke var gået i Tyskland og nok heller ikke Danmark, uden der ville blive set skævt til det.
Annika og jeg bestemte os for at tage en tur til vands foran Jefferson's memorial. Her lejede vi en cykelbåd og nød hermed det dejlige vejr (28 grader) og flotte syn med udsigt til ikke bare Jefferson's Memorial men også Martin Luther King's Memorial og Washington Monument. Efter godt en times sejltur mødtes vi med Denise og Stephanie. Sammen tog vi cyklen videre til Georgetown, hvor vi plantede os foran vandfronten på en åben græsplæne. Her hyggede vi bare med snak og solskinsvejr, inden det var tid til at drage tilbage til Bethesda. Rigtig dejlig dag!

Shenandoah National Park

Er lige vågnet efter en dejlig og ikke mindst tiltrængt nattesøvn. I går tog Stephanie, Denise og jeg på tur fra morgenstunden og satte kursen mod Virginia - nærmere Shenadoah National Park. Det var godt og vel en tre timers køretur begge veje, men helt klart turen værd. Gennem parken kørte vi på vejen "Skydrive", hvilket var en yderst smuk tur op i bjergene. På selve ruten var der holdepladser til fotografering af udsigten, men parken bød på så meget mere end bare flot sceneri. Vi tog afsted for at hike og forhåbentlig støde ind i nogle vilde dyr. Heldige må vi have været, for allerede på vores køretur til de forskellige hiking-trails fik jeg spottet en sort bjørn inde i skoven. Jeg råbte op, Denise holdte straks bilen ind til siden, og vi løb alle ud med vores kameraer. Det var vildt sjovt at være så tæt på, og vi blev stående der med højt humør, indtil bjørnen blev trætte af os og dermed listede tilbage længere ind i skoven. Vi kørte videre, holdte ind ved en turist-information, mødte Justin Bieber, (eller i hvert fald en papfigur af ham, som nogle ældre mennesker havde det vildt sjovt med at bringe gennem hele parken) og dannede os derefter et overblik over dagens planer. Vores første hike blev Mary's Rock hike, hvilket bragte os op til toppen. Turen op var hård og stejl, men udsigten det hele værd. Turen ned var endnu bedre, for her stødte vi på dagens anden bjørn. Den var så tæt på denne her gang, at jeg faktisk blev en smule nervøs. Før havde vi bilen at hoppe ind i, hvis den anden vilde bjørn skulle blive i dårligt humør. Denne gang stod vi alene på stien, med en bjørn gloende direkte ind i kameralinsen. Ret vildt alligevel. Efter denne hike kørte vi videre og nedlagde Little Stony Man Hike, og til sidst fandt vi White Oak Canyon Hike og gjorde denne. White Oak var rigtig smuk, da den ledte os til et stort vandfald. Der gjorde vi pause inden vi vendte tilbage til bilen for at køre hjem ad "Skydrive". På hjemturen kunne vi tjekke tredje og fjerde bjørn af listen, da Stephanie denne gang spottede dem højt oppe i trætoppen. En bor og en babybjørn. Vi bakkede bilen tilbage og startede med at tage billeder, og der gik ikke længe før hele vejen var kaos med tusinde mennesker og lange bilkøer. Hele vejen var blokeret, og det var ikke længere muligt at passere grundet alle turisterne med stor interesse i de to bjørne.  Det må åbenbart være et sjældent syn, og vi kunne så glæde os over, at vi på vores tur fik set hele fire af slagsen.
Det var helt klart en fantastisk dag, men det var tre stille og uden tvivl brugte piger, der satte kursen tilbage mod Maryland. Vi fik hiket omkring 15 kilometer, hvilket umiddelbart ikke lyder af meget for en hel dag, men med stejle stigninger og en smule klatren, kunne både fødder og lår trænge til at hvile sig på bilturen hjem

Harper's Ferry

Travl men yderst god weekend!

Så er denne weekend også ved vejs ende. Det har været en god en af slagsen bestående af lidt af hvert. Har kun ni weekender tilbage før den står på besøg hjemmefra, og jeg har en masse at nå.
Fredag aften stod den på udendørshygge med mine hostbørn, og senere mødtes jeg downtown Bethesda med Denise. Der er så hyggeligt om sommeren med lys og musik. Efter dette tog vi i biografen, hvor vi så "Neighbors" - helt klart anbefalelsesværdig og hylende morsom. Lørdag havde jeg en museums-klasse i DC om formiddagen for at få anskaffet mig mine sidste credits. Efterfølgende mødtes jeg atter med Denise, hvor vi slentrede en smule rundt i hovedstaden for dernæst at tage metroen til King St-Old Town i Alexandria, Virginia. Der brugte vi eftermiddagen langs vandet og nød bare det skønne sommervejr. Alexandria er rigtig smuk og minder mig meget om skønne Georgetown. Her stod den på Starbucks, massere og snak og planlægning af en masse sjove ting. I dag har jeg haft au pair møde i Potomac. Bare en lille komsammen for hyggens skyld. Komsammen med kagebord. Alle au pairs skulle medbringe en dessert, og der var derfor søde sager til den store guldmedalje. Sikke en kaloriebombe. Efterfølgende tog Denise, Stephanie og jeg på roadtrip. Vi kørte til Harper's Ferry for at hike og se solnedgangen. Vi formåede dog at fare en smule vild, så vi stoppede ind for at spørge om vej. Vi kørte op af indkørslen hos nogle mennesker, der stod og pakkede deres biler ud. Har aldrig set en smile så meget, som den unge fyr, der tog imod os, gjorde. Vi var seriøst flade af grin. Han forklarede vejen, vi takkede og kørte videre. Vi fandt frem til parkeringspladsen og fandt vores trail. Der gik ikke fem minutter før fyren fra før dukkede op ud af det blå. Vildt mærkeligt. Han forklarede os vejen til "the overview" og løb så i forvejen. På ruten mødte vi ham og af til, fordi han stoppede op og ventede på os. Tror han ville sikre sig, at vi ikke farede vild. Vildt komisk. Da vi nåede toppen, var han der også, og han brugte nærmest hele dagen der. Tror ikke han forstod, at vi klarede os fint uden hans hjælp, men han var flink, og han hjalp os da med fotograferingen. Vi blev på toppen for at se solnedgangen. Det var skønt der. Så stille og fredeligt. Havde bare lyst til at blive deroppe forevigt. Det var et yderst smukt syn, og vi fik taget så mange gode billeder. Oploader dem senere!

Louise, the thing is, I know exactly what I want.....

YOU!

Sådan lød det fra min hostmom i går, da samtaleemnet atter faldt på "ny au pair". Hun er gået i gang med at opdatere deres profil, så de kan blive klar til at finde pigen, der skal erstatte mig. Det er jo lige rundt om hjørnet. Hun vil finde en som mig, siger hun. Den ældste i søskendeflokken, en med brødre, kærlig, sjov, kreativ, sporty (haha, mig?) og med en masse erfaring - især med pasning af drenge. Selvom det er en mærkelig følelse, fordi det hele kommer så tæt på, synes jeg også det er en smule sjovt. Glæder mig til at hjælpe med processen. Det er som sagt det store samtaleemne lige nu, og jeg kan godt lide, at hun er så åben omkring det. At hun snakker åbent om det i forhold til børnene, så de også bliver klædt på det. Den mindste siger bare: "Mom, I want one who wants to do wrestling and baseball with me" - ja jeg er vist den eneste, der har gidet det. Dejligt man har gjort et stort indtryk. Han har også sagt til mig, at det bliver svært at erstatte mig. Åh ha da!
Udover alt dette, har jeg også taget store beslutninger i forhold til fremtiden i dag. Jeg har fået udfyldt mine ansøgninger til studie derhjemme. De er nu blevet sendt afsted, og jeg krydser selvfølgelig fingre. Håber jeg har valgt rigtigt, hvem ved?

100 days to go

Om hundrede dage planter jeg mine ben solidt på dansk jord igen. En ret vild tanke alligevel. Om tredive skal jeg på ferie, og om niogtres lander mor i Washington lufthavn. Jubler indvendigt af glæde! De sidste hundrede dage kommer til at flyve afsted. Det er jeg mere end sikker på, og jeg kan næsten ikke vente!
Den sidste tid er der ikke sket det vilde. Jeg har bare mødtes med søde venner. Til is, kaffe, scrapbooking, shopping, gåture, fitness med mere. Ja, det er bare hverdag. Sommervejret er som sagt kommet, og os piger i nabolaget går så småt og venter på, at poolen åbner. Vi er nogle familier her i kvarteret, som er medlem af en privateget club (fint og fornemt skal det være), og vi har derfor planer om at benytte tennisbaner og pool her i sommermånederne. Poolen er over efteråret og vinteren blevet totalrenoveret og er klar til åbning på Memorial Day. Børnene og jeg har dog smugkigget lidt til de ugentlige tennislektioner, og poolen er så godt som færdig. Lækkert ser det ud, og vi glæder os alle til at  indvie den.
Hvad angår min hostfamilie, går alt stille og roligt. Ja, det er jo bare hverdag, så tiden går med skole, fritidsaktiviteter og leg. Får især spillet en del baseball med den mindste. Min hostpige har fået sin arm i gips. Man tror, hun har en flænge i knoglen, så for en sikkerheds skyld, har de pakket hende godt ind. Det vil sige at alt aktivitet er for hendes vedkommende bandlyst. Dog er hun glad for sin neongule gipsarm - so far. Opmærksomheden omkring den er hun helt vildt med. Det stråler langt ud af hende. Hele skolen har nærmest også signeret den.
Jeg snakkede med min hostmom fra morgenen af om fremtidsplanerne. Om min mors ankomst, og om deres søgen efter ny au pair. De er ikke startet med at lede endnu, og min hostmom ved godt, at hun er sent ude. Hun siger, hun bliver ved med at udskyde det, fordi hun ikke rigtig har lyst. Dette efterfulgt af en masse ros til mig. Ingen tvivl om, at de har været glade for mig, og det bliver da også mærkeligt at forlade dem. Dog er jeg klar til at komme hjem - men først om hundrede dage. Har lige en masse oplevelser at se frem til først!

Negativitet, BE International night og sommer i Bethesda

Sommeren er kommet. 29 grader - stik den kolde Danmark. Humøret kunne dog blomstre mere, end det gør nu. Som forrige indlæg så dejligt positivt udtrykker, har jeg pt en mindre kontrovers med mig selv og børn. Når man ikke tror, det kan blive værre - ja så kan det. Der er opstået nogle problemer med min sidste ferieuge, som er ret så problematisk, når der allerede er bestilt fly. Ja, jeg springer snart i luften. Tør næsten ikke bevæge mig udenfor døren i frygt for, at det rent faktisk vil ske. Krydser alt, hvad der kan krydses for, at det løser sig. For det så ikke også skal være løgn, er alle dagens planer også gået i vasken. Den mindste blev lige pludselig "syg" i går aftes, og min hostmor forbarmede sig og lod ham blive hjemme i dag. Og nej, han fejler intet. Pylderi - jeg siger det bare. Dette betyder så, at jeg skal arbejde hele dagen, og alt det planlagte er blevet kylet langt væk.
Dette var så dagens afreageren og sure opstød. For lige at opveje alt negativiteten (hvis det overhovedet kan lade sig gøre), så var onsdag aften rigtig hyggelig. Der var jeg med børnene til International Night på deres skole. Her blev der repræsenteret 49 forskellige lande - alle elever fra skolen. Der blev sunget sange, lavet optræden og spist internationalt mad. Det var et rigtig fint arrangement, hvor den ældste skulle danse. Ikke noget han just glædede sig til. Det var dog vildt sjovt, og han gjorde det mega godt. Koncentreret var han. Han er nu kær.

Et liv uden børn, tak!

Jeg er ikke sikker på, jeg skal have børn. Nogensinde altså. Den tanke rammer mig sådan cirka dagligt. Her til morgen fylder den følelse en del. Får nærmest lyst til at slå hovedet ind i væggen og begrave mig langt ned under dynen. Først komme frem om præcis femogfirs dage. Sådan bogstavligtalt. Det passer nok ikke helt. Klart en overdrivelse fra min side af. Jeg er bare træt af børn. Sådan som i rigtig træt. Jeg havde lyst til at sende dem med skraldemanden fra morgenen af. Desværre skulle de i skole.
Det er ikke noget personligt imod mine krudtugler, som sådan. De kan jo ikke gøre for, at de opfører sig, som de gør? Eller kan de? Jeg vælger ikke at pålægge dem skylden. Der er helt klart en masse faktorer, der her gør sig gældende. Fejl i opvækst og opdragelse. Det tænker jeg bare. Heldigvis er jeg ikke den eneste med de tanker. Det er her den kulturelle forskel, der trykker. Det er klart. Så måske en direkte fejl i opvækst er en ret så hård anklage. Skal jeg så bande den amerikanske kultur langt væk i stedet? Den må jeg lige tænke lidt over.


At være au pair har uden tvivl sat nogle ting i perspektiv. Børn er for mit vedkommende kastet langt ud i fremtiden. Kan på nuværende tidspunkt slet ikke ane dem i det fjerne. Heldigvis da. Sådan hører jeg mange au pairs udtale sig. På knapt så gode dage, smider jeg "et-liv-uden-børn"-tanken i hovedet på mor. Hun siger: "pjat med dig!", og ja. Det skal tages med et gran salt. Jeg har lært ting de sidste mange måneder. Som i mange ting. Vigtigst af alt, har jeg lært, hvordan jeg ikke vil have mit liv i fremtiden. Jeg vil ikke leve den "amerikanske drøm". Den kan pakke langt væk. Der er ikke meget drøm over det, selvom jeg bor i et fire-etagers hus med syv badeværelser. Det ene endda guldbelagt. Måske ikke rigtig guld, men det er jo lige meget. Fint ser det ud. Der er i hvert fald ikke meget drøm over det lige i dag. Og når der kommer børn på dagsordenen engang om hundrede år, ja så kan amerikansk børneopdagelse og forældre pylderi godt pakke sammen. Lige nu er jeg i hvert fald godt og grundig træt af uopdragne og møgforkælede børn. Børnearbejde længe leve (ja, det kan man vist ikke sige nej).

Ugen der gik...

Denne uge har været blandet. Jeg har været i dårligt humør, men også været i fantastisk humør. Det har øsregnet i flere dage - nærmest oversvømmelse - og vi har ligeledes haft det smukkeste forårsvejr. Jeg har været inaktiv, men også begivet mig ud på en lille fin cykeltur til Friendship Heights. Jeg har skypet med folk derhjemme, bagt brownies med børnene, lavet scrapbooking med Anna, spillet baseball med den mindste, arrangeret playdates, set lidt for meget Disney Channel efter min mening, savnet en veninde lidt for meget på hendes fødselsdag, været en smule kreativ og mødtes med Veronika. Nu er det weekend, og den tanke kan jeg egentlig meget godt li'!