Et liv uden børn, tak!

Jeg er ikke sikker på, jeg skal have børn. Nogensinde altså. Den tanke rammer mig sådan cirka dagligt. Her til morgen fylder den følelse en del. Får nærmest lyst til at slå hovedet ind i væggen og begrave mig langt ned under dynen. Først komme frem om præcis femogfirs dage. Sådan bogstavligtalt. Det passer nok ikke helt. Klart en overdrivelse fra min side af. Jeg er bare træt af børn. Sådan som i rigtig træt. Jeg havde lyst til at sende dem med skraldemanden fra morgenen af. Desværre skulle de i skole.
Det er ikke noget personligt imod mine krudtugler, som sådan. De kan jo ikke gøre for, at de opfører sig, som de gør? Eller kan de? Jeg vælger ikke at pålægge dem skylden. Der er helt klart en masse faktorer, der her gør sig gældende. Fejl i opvækst og opdragelse. Det tænker jeg bare. Heldigvis er jeg ikke den eneste med de tanker. Det er her den kulturelle forskel, der trykker. Det er klart. Så måske en direkte fejl i opvækst er en ret så hård anklage. Skal jeg så bande den amerikanske kultur langt væk i stedet? Den må jeg lige tænke lidt over.


At være au pair har uden tvivl sat nogle ting i perspektiv. Børn er for mit vedkommende kastet langt ud i fremtiden. Kan på nuværende tidspunkt slet ikke ane dem i det fjerne. Heldigvis da. Sådan hører jeg mange au pairs udtale sig. På knapt så gode dage, smider jeg "et-liv-uden-børn"-tanken i hovedet på mor. Hun siger: "pjat med dig!", og ja. Det skal tages med et gran salt. Jeg har lært ting de sidste mange måneder. Som i mange ting. Vigtigst af alt, har jeg lært, hvordan jeg ikke vil have mit liv i fremtiden. Jeg vil ikke leve den "amerikanske drøm". Den kan pakke langt væk. Der er ikke meget drøm over det, selvom jeg bor i et fire-etagers hus med syv badeværelser. Det ene endda guldbelagt. Måske ikke rigtig guld, men det er jo lige meget. Fint ser det ud. Der er i hvert fald ikke meget drøm over det lige i dag. Og når der kommer børn på dagsordenen engang om hundrede år, ja så kan amerikansk børneopdagelse og forældre pylderi godt pakke sammen. Lige nu er jeg i hvert fald godt og grundig træt af uopdragne og møgforkælede børn. Børnearbejde længe leve (ja, det kan man vist ikke sige nej).