tirsdag den 1. oktober 2013

Street lights, big dreams, all looking pretty - New York!

En hektisk, trættende, problemfyldt og udmattende weekend er ovre. Fysisk udmattende men helt igennem fantastisk og oplevelsesrig. Lørdag morgen klokken 7.30 var der afgang med bussen fra Bethesda mod NYC. Vi nåede det rent faktisk trods en glemt telefon og en løbetur fra morgenstunden for Cajas vedkommende. Køreturen varede omtrendt fire timer - benpladsen var knap men humøret højt. Med hjemmelavet madpakker bestående af sandwich, brownies og danske småkager var vi godt kørende, og vi var mere end klar til at indtage storbyen.  Da vi blev sat af, blev vores stedssans sat på prøve og ikke engang med gps, lykkedes det os, at undgå at fare vild. Det var derfor to rundforvirrede piger, som traskede New Yorks gader tynde med alt for meget oppakning i forhold til opholdets længde. Meningen var, at vi skulle have overnattet i Queens hos en privat person (dansk pige), men min host dad kom til mit værelse aftenen forinden. Han mente ikke, at det var sikkert, at tage metroen om natten, og han havde derfor bestilt et værelse til os på Harvard Club Hotel beliggende 5 minutter fra Times Square. Da vi efter lidt vildfaren ankom til hotellet, blev vi mødt af folk, der åbnede dørene for os, bar vores kufferter og hele molevitten. Ja, det var næsten som på film - men det er jo heller ikke for sjov, når hotellet kun er for folk med forbindelse til Harvard. Hotellet var rigtig smukt og af ældre indretning. Vi fik en mindre rundtvisning, så spisesalen, opholdsrummet med det kendte elefanthoved, så gangene med gamle fotografier fra Harvard og blev til sidst ført op til vores fine værelse. Vi havde det luksus!
Efter en mindre glædesrus over hotellet var det tid til at komme videre i dagens program. Næste stop var Central Park, hvor den stod på Global Citizen Festival. Som tidligere nævnt vandt jeg to billetter til koncerten - en velgørenhedskoncert. Vi havde en smule travlt, da planen var, at nå indgangen inden dørene åbnede. Dette var lettere sagt en gjort. Meget endda. Tidsplanen blev langt fra holdt, da det atter lykkedes os at fare vild. Forpustet og med ømme fødder nåede vi, hvad vi troede, var køen til koncerten. Det var det i princippet også, men en afspærring og sikkerhedsfolk gjorde, at vi måtte hele vejen tilbage, hvor vi kom fra, for rent faktisk at komme ind i køen. Typisk! Da vi så endelig kom i køen og vores billetter skulle tjekkes, blev vi hevet ud. Ingen cameraer var tilladt, og min tålmodighed var seriøst ved at slippe op. Telefoner tilladt, men cameraer nej - hvor tåbeligt. Deres eneste kommentar var, at vi måtte tage en risiko og lade kameraerne blive i busken udenfor. De var fuldstændig ligeglade. Åh gud altså! Sjovt nok stødte vi på en dansker med samme problem - det var bare en taske for hans vedkommende. Sammen traskede vi afsted mod den nærmeste metro for at finde en boks at låse vores ting ind i - uden held! Nej, heldet var langt fra med os den dag, og vi endte med at tage hele vejen tilbage til hotellet for atter at begive os afsted mod Central Park. Vi nåede koncerten, da Kings of Leon gik på. Tanken om, hvor gode pladser vi egentlig kunne have fået, hvis vi blev lukket ind første gang, var ret deprimerende, men ind kom vi, og vi havde nogle rigtig gode timer. Vi nød musikken fra alle fire artister (Kings of Leon, Stevie Wonder, Alicia Keys og John Mayer), og vi kunne ligeledes nyde synet af Kronprinsesse Mary, Bono, Gerard Butler, Janelle Monae og andre kendte ansigter på scenen. Det var rigtig fedt at opleve stemningen, samt det at koncertet foregik måde i dagslys og mørke. Stevie Wonder sluttede koncerten af med et brag; stemningen var i top, han lavede et fantastisk show og hans cover af John Lennons sang "Imagine" var direkte rørende. Koncerten sluttede omkring klokken ti, hvorefter vi kort rundede hotellet. Dernæst tog vi ind på Times Square for midnatsshopping i den gigantiske forever 21. Vi sluttede af med natmad på McDonalds - vi mente selv det var velfortjent ovenpå alt den traven (vi gik seriøst uafbrudt fra tolv til fem), og vi var ikke bare trætte, da vi nåede hotellet, men direkte færdige.
Efter godt fire timers søvn, måtte vi kæmpe os ud af sengen. Et bad gjorde godt, og vi gjorde os klar i Harvard badekåber og futter.  Morgenmaden nød vi på hotellet. Kæmpe buffet med alt hvad hjertet kunne begære fra morgenstunden. Jeg kunne nærmest trille, da jeg var færdig med at spise. Efter morgenmaden tog vi afsted og aflagde Chelsea market, High Line og Soho et besøg. Starbucks stod det på til frokost, og ligeledes gjorde vi et stop forbi M&M's butikken for at købe lidt sødt til hjemturen. Vi var godt brugte, da vi tog bussen hjem klokken halv seks. Faktisk så brugte, at vi ikke fik vildt meget ud af søndagen, og at vi i løbet af søndagen mundhuggedes en del. Godt Caja og jeg har det så godt sammen, at vi ikke bliver stødte af hinandens hårde ord og små diskussioner. Vi kan bare konkludere, at søvnen bør blive prioriteret højere næste gang, når vi vender stærkt tilbage til December. Weekenden var super, og jeg tæller allerede ned til næste tur til fantastiske New York City!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar