Six down, six to go..

Det er slet ikke til at fatte, at det i dag er seks måneder siden, jeg forlod mine trygge rammer i dejlige Danmark. Seks måneder siden min fantastiske rejse til staterne begyndte. Tiden flyver afsted, når man har det godt, og jeg fortryder ikke på noget tidspunkt, at jeg tog springet. Jeg har det sidste halve år lært så meget og mødt så mange fantastiske mennesker. Jeg har lært så meget om mig selv - fået sat mine grænser på prøve, blevet mere selvstændig og ikke mindst fået sat livets egentlige værdier mere i perspektiv. Jeg har fundet ud af, hvem der betyder mest for mig i mit liv og har lært at værtsætte mere. Kliche-agtigt, men sandt! At være udenlands i længere tid sætter altså sine spor. Jeg har oplevet så meget på seks måneder og har så mange spændende ting på programmet de seks næste. Boston, Philadelphia, Miami, Bahamas, Chicago, New Orleans, San Francisco, Los Angeles og Las Vegas. Kan slet ikke vente.

Nu hvor jeg har været her i staterne halvdelen af min tid, vil jeg også bruge dette indlæg som en midtvejsopdatering. Jeg vågnede i dag op til en kommentar til bloggen, om jeg overhovedet kunne lide min hostfamilie. Vedkommende synes, jeg var meget negativ, hvilket jeg overhovedet ikke selv kan nikke genkende til. Håber derfor ikke, dette er den generelle opfattelse. Jeg vil dog ikke lægge skjul på, at au pair livet til tider kan være hårdt og virke langtrukken. Jeg ønsker ikke at male et forkert billede af livet her, så derfor filtrerer jeg altså ikke de mindre gode hændelser væk fra bloggen. Jeg bruger bloggen til at dele mine gode oplevelser, men samtidig som et sted, hvor jeg kan lette byrder fra mine skuldre. Jeg bor hos en familie, der kulturelt tackler tingene meget anderledes, end jeg er vant til. Jeg passer tre børn, der alle er meget opmærksomhedskrævende (sådan er de opdraget) og meget højlydte. De er fyldt med energi morgen som aften, og med en arbejdsdag til halv ni hver aften, er sidste time altid svær at komme igennem. At passe børn kan være yderst trættende, og jeg ser derfor altid frem til min alenetid. Dette betyder dog ikke, at jeg ikke kan lide min hostfamilie. Tværdigmod. Det er bare meget intens, når man går op og ned ad hinanden hver eneste dag. At man samtidig bor samme sted, som man arbejder kan også give knaster. Jeg har haft mine ture med min hostfamilie ja, men når det så er sagt, vil jeg gerne fremhæve, at jeg holder utrolig meget af dem. Jeg kan slet ikke forestille mig at bo hos andre end dem. Jeg har det rigtig godt her, og lige så meget som jeg er her for dem, er de her for mig. De ved, hvor glad jeg er for dem, og de lægger ikke skjul på, hvor meget de værdsætter at have mig omkring. Mine hostbørn er for det meste skønne, og jeg har det rigtig sjovt og hyggeligt med dem! De er som små søskende for mig, og de betyder så utroligt meget! Kan slet ikke klare tanken, at jeg om seks måneder er færdig med at være en del af deres dagligdag. Båndet til dem er nok noget af det vigtigste for mig her, og det er deres kærlige kommentarer som: "I love you", "You are the best", "I think you are very special, you brighten up everybody's day and bring smiles" og "You are so pretty and fashionable", som overskygger de knapt så sjove dage og dermed gør det hele værd.

At være au pair giver altså en masse oplevelser i bagagen, men er ikke kun fest og farver. Der er også kampe, som skal kæmpes - men det er dem, man vokser af. Man står selv med ansvaret om at få det bedste ud af det, og man skal selv hive sig selv op, når hjemveen trykker eller hverdagsroutinen bliver lidt for ensformig. At flytte om på den anden side af jorden er altså ikke det letteste i verden, og der vil altid være nogle kulturelle forskelle, som vil komplicere tingene en smule. Dog er det det hele værd, og jeg kan kun anbefale alle andre at rejse ud i verden og få en på opleveren.