Nu er der alligevel ikke lang tid igen. I dags reaktion var næsten med klapsalve og jublen. Ja, det er sandt. Spørger I mig i næste uge, er det nok med en ærgelse og følelse af ikke at kunne nå det hele, men lige nu glæder jeg mig ubeskriveligt meget til at komme hjem. Mit humør har været på det laveste de sidste par dage, og energiniveauet har været i bund. Jeg har ikke lyst til noget som helst, og jeg har selv stillet spørgsmålstegn ved, hvad fanden der lige er galt med mig. Ved ikke, om det er fordi, jeg var sammen med dem hjemmefra i NYC i weekenden, og det danske derfor begyndte at trække. Måske er det bare en midlertidig depressiv tilstand på grund af alt for meget vinter og arbejde grundet sne. Who knows?
Mailen omhandlede lysten til at forlænge med henholdsvis seks, ni eller yderligere tolv måneder. Som der nok kan regnes ud, forlænger jeg ikke. Selvom jeg er glad for min hostfamilie, og at de flere gange har prøvet at overbevise mig om at blive, vil jeg gerne hjem. Jeg føler mig mere eller mindre klar. Eller ikke helt. Jeg har stadig rigtig mange spændende ting at se frem til i mine sidste måneder her, men om 169 dage tror jeg, jeg er mere end klar til at plante mine fødder solidt på dansk jord igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar