Er lige kommet ind af døren efter fire timers bustur, og jeg må erkende, at jeg er noget brugt efter weekendens program. Lørdag var det meget tidligt op og med metroen til DC. Den stod på museumsbesøg som en del af undervisningen for mine credits. En smule langtrukken, men jeg overlevede. Prøvede at få det bedste ud af det med pigerne ved at fjolle lidt rundt. Da klokken slog tre, var jeg den, der var smuttet. Jeg begav mig ud i DC's gader for at finde to drenge hjemmefra: Mathias og Sebastian, som havde slået vejen forbi hovedstaden til et visit. Planen blev så, at jeg tog med dem fra DC til NYC, hvor de tilbringer to uger som turister. Med bus fra Union Station kørte vi til New York, og omkring ti kunne vi tjekke ind på deres hotel beliggende to minutter fra Times Square - ikke dårligt! Efterfølgende tog vi på bar til øl, og dernæst fandt vi en club for drinks og dans. Clubben hed Copacabana og var helt tilfældig valgt. Vi vidste ikke, hvad vi betalte $20 for ved indgangen, men med en dørmand, der tjekkede Sebastian ud for præsentabel dresscode, inden han lukkede os ind, ja så fandt vi ud af, at det var en af de finere clubs. Efter en tur i baren, fik vi os solidt plantet i et sofaområde. Omringet af salsadans og latinomusik følte vi os på toppen - atmosfæren var god! Dans blev det dog ikke til før et par drinks var drukket, og vi begav os op på tredje sal. Fra latinostilen blev der taget en hundredeogfirsdrejning, og det var som at træde ind i en hel anden verden. Selvom det var samme diskotek, var der nu slået over i vild party musik, og salsaen var her byttet ud med vildere dansemoves. Vi var hjemme på hotellet allerede igen omkring halv tre, men efter en lang dag, var vi alle brugte. Penge havde vi vist også brugt nok af. Sebastian gik ud som et lys, og drengenes hoveder havde det ikke så godt her til morgen. Hukommelsen om aftenens hændelser fejlede vist også en smule, men vi var alle enige om, at aftenen havde været yderst god. Stod det til dem kunne de have brugt dagen på hotelværelset, men hvorfor spilde tiden på at lade tømmermændene bestemme. Omkring klokken elleve fik jeg dem hevet med ud til sen morgenmad, og dernæst stod den ellers på en tur til Brooklyn. Denne bydel var dog en skuffelse, så længe blev vi ikke, før vi slog kursen mod Brooklyn Bridge tilbage mod Manhattan. Efter en længere gåtur og et smut på Starbucks, smuttede vi tilbage. Jeg for at hente mine ting for dernæst at ramme Madison Square Garden, hvor jeg skulle med bussen hjem til Bethesda.
Det var rigtig dejligt med dansk besøg hjemmefra, men på en måde også en lidt mærkelig oplevelse bare sådan lige at mødes foran the Capitol Building i DC. At blive mødt med knus af velkendte ansigter, man ikke lige har set i syv måneder. Syv måneder er lang tid, og ja så mødes vi da bare lige omme på den anden side af jorden. Ret vildt alligevel. At mødes med gymnasiedrengene fik tankerne til at køre rundt i hovedet på mig på vejen hjem i bussen. Besøget fik følelsen frem i mig, at jeg har forandret mig. Hvordan ved jeg ikke, jeg kan ikke rigtig sætte ord på det. Det kom efter deres kommentar omkring mit engelsk - tror jeg. At min udtale havde fået et amerikansk præg, og at det lød rigtig fint, når jeg snakkede. En udtalelse, der kom virkelig bag på mig, for jeg lægger ikke selv mærke til disse ændringer. Selvfølgelig skulle ens engelsk jo gerne forbedres markant, når man bor herovre et år, men man lægger overhovedet ikke selv mærke til forandringerne. Jeg har derfor tænkt meget over, hvad sådan et år gør ved en som person - hvordan man vokser og ændrer sig uden selv at være herre over det. Uden selv at indse det. Det er som om, det først går op for en, når man bliver puttet tilbage i de gamle danske rammer. Besøget fra Danmark fik mig på en måde også til at længes. Jeg er glad for at være her, men jeg glæder mig også utrolig meget til at komme hjem igen til alt det skønne derhjemme. Jeg savner det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar