mandag den 11. august 2014

Route 66 og smukke Grand Canyon

Søndag tog vi fra Lake Havasu med Grand Canyon som næste destination. Den første times tid kørte vi på highway, hvorefter vi tog en afstikker mod Seligman for at ramme den kendte Route 66. Dette var et yderst sjovt besøg og atter et af Amerikas finurlige spots, man ikke kan være et besøg foruden. Byen var smækket med farver, gamle skilte og nummerplader, biler og amerikanerstemning uden lige. Ikke så underligt, at mange turister lægger deres vej forbi der.
Vi ankom til vores hotel (Best Western Premier Hotel) i Tusayan tæt på Grand Canyon National park først på eftermiddagen. Med gratis bus tog vi op for af se solnedgangen. En overskyet himmel gjorde dog, at farverne ikke var helt optimale, men dette naturområde var dog stadig et fryd for øjet - overvældende og storslået. Efter et par timer tog vi bussen tilbage med en skøn udsigt, fik en bid mad på en af hotellets restauranter, før den stod på tidligt i seng. 
I dag - mandag - brugte vi også i nationalparken. Fra morgenstunden tog vi hen på Grand Canyons flyveplads, hvor den stod på en tur til vejrs. En helikoptertur var på morgenens program. Denne oplevelse var ubeskrivelig - så speciel - og hvor var der bare fedt at se det hele fra oven. Vejret var perfekt, morgensolen fik de geologiske aflejringer til at stå i endnu klarere kontrast mod den lyseblå morgenhimmel, og helikopterens dyk ned i den enorme kløft satte bare oplevelsen af dette område i et helt andet perspektiv. Det var virkelig fedt. Da vi havde plantet vores ben solidt på jorden igen, kørte vi tilbage til hotellet for en bid morgenmad, inden vi atter tog bussen op i parken. 
I parken gjorde vi hold ved Grand Canyon Visitor center for at blive klogere på parken, samt høre om deres hikes ned i kløften. Den sødeste dame bag disken var behjælpelig i besvarelsen af alle vores spørgsmål, og hun formåede da også lige at redde min dag, da hun først troede, at jeg var amerikaner. Hun spurgte, hvor vi var fra, og da besvarelsen lød på Danmark, komplimenterede hun mine engelsk kundskaber. Jeg forklarede hende, at det var resultatet af et år på østkysten, og efter dette svar, kunne hun meget bedre forstå. Hun sagde, at først troede hun, vi var herfra, men efter lidt tid, kunne hun ane en smule accent. Thumbs up, så har mit år, da været godt for noget.
Efter denne fine sludder med park damen, tog vi op for at se på den anbefalede hiking trail. Mor havde dog ikke lige mod på de stejle stier ned i kløften, så vi sprang over det denne gang. Vi nødt bare den flotte natur i stedet. Vi tog tilbage til frokost på en mexicansk restaurant, tog en slapper på hotellet efter en lille aftengåtur ned i Tusayan. Her så vi to enorme kronhjorte i hotelområdet, så far - du går virkelig glip af noget. Dog har vi taget dig nogle billeder, så du ikke føler dig helt snydt. Nu står den bare på en stille aften på hotellet, inden eventyret fortsætter i morgen. Vores batterier skal lades op, og en god nattesøvn er vist tiltrængt. Må vi alle sove godt mor (smiler)!! 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar