fredag den 8. august 2014

Universal Studios Hollywood

Torsdag stod den på en hel dag i Universal Studios, hvilket resulterede i endnu en god oplevelse. Vi startede med en guidet tur, hvor vi kom ned og så kulissebyen samt alle de store bygninger (dog kun udefra), hvor serier og film bliver filmet. Vi så kulisser og rekvisitter fra en masse af de kendte film, mens vores guide fortalte en masse om filmverdenens produktion samt nogle af de effekter, der bruges til at lave variation i vejr, vind og nedbør. Under turen var vi vidne til et 4D King Kong Univers samt en eksplosion og jordskælv i storbyens metrosystem. Da jeg er lidt en tilhænger af Desperate Housewives serien, havde jeg glædet mig til, at turen skulle runde Wisteria Lane. Til min store skuffelse var denne del af kulissebyen dog lukket grundet filmoptagelser. 
Efter denne guidet tur tog vi ind og så showet Waterworld, hvilket var rigtig godt. Efterfølgende fik jeg lokket mor med op i to af forlystelsesparkens rutsjebaner. Begge gange var hun uvidende om, hvad der skulle ske, og hun var ikke glad for mig, da hun fandt ud af, hvad hun havde indvilliget til. Jeg havde det sjovt, og mor kom da helt klart også ud af hendes comfort zone. Efter to af slagsen fik hun lov til at slippe. Især da hun under "The Simpson's"-forlystelsen sad med lukkede øjne det meste af vejen. Det skal siges, at dette kun var en vogn, der gjorde nogle rystelser, og det så var 4D effekter, der snød hjernen, og fik det til at føles som en rigtig rutsjebane. Den var vildt fed - det synes hun dog ikke. 
Ellers gik resten af dagen bare med at hygge sig og gå rundt og se parken. Det var dog noget af et menneskemylder. Inden vi vendte snuden hjem stod den på et "speciel effect show" og kaffe på Starbucks, hvorefter afslapning på hotelværelset efterfølgende var tiltrængt. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar