tirsdag den 19. august 2014

Yosemite, endnu et SF-besøg og hjem til Bethesda for sidste gang

Lørdag og søndag stod den på Yosemite, hvor vi gjorde os en yderst smuk køretur gennem nationalparken, havde en skøn udsigt over Glacier point og de omkringliggende vandfald, gjorde hikes, samt stod placeret under skovens enorme og mange hundrede år gamle træer. Det var også destinationen, hvor vi tillod os selv at holde en halv dags fri. Ja, turen har været intens med mange kilometers kørsel, hotelskift næsten hver dag samt stramme programmer efter hver ankomst, så et lille hvil var tiltrængt. Samtidig kunne det mærkes, at turen var ved at nå sin ende og mæthedspunktet ligeså. Nationalparken var dog smuk - det skal overhovedet ikke misforstås.
Mandag slog vi vejen nordpå i retningen af San Francisco. Efter en tur i outlet mall, gjorde vi holdt ved Tiburon, hvor vi fandt det kendte "Hippie Tree". Her kunne en gyngetur nydes med udsigt over vandet med silhouetten af Golden Gate Bridge til at spotte i det fjerne. Efterfølgende kørte vi tættere på broen og ligeledes over den. Den var badet i grå og tunge skyer, men den røde bro formåede stadig at tiltrække tusinde mennesker til billedetagning.
Denne gang gjorde vi dog ikke hold i SF, men kørte direkte udenom. Inden vi ramte lufthavnen, tog vi et smut forbi Stanford University og lod os imponere af de skønne bygninger og flotte udsmykning. Vi fandt en bid aftensmad i en special butik ved Stanford Shopping Mall, og med en giga amerikaner sandwich kunne vi nærmest rulle til lufthavnen. Mætte var vi. Aflevering af bil samt indtjekning i lufthavnen gik legende let. Flyveturen hjem til Washington var dog alt andet end behagelig. Der var den vildeste turbulens. Helskindet kom vi dog frem, vi fik fundet vores baggage og tog en shuttle hjem til Bethesda. Til vores store skuffelse var det en halvtom kuffert, vi kom hjem til, og vi måtte indse, at vi nok var blevet bestjålet. Alle vores toiletsager, make-up, nykøbte parfumer og cremer, sko osv, var væk. Dette resulterede i mange telefonopkald og megen papirarbejde. Til sidst måtte vi holde en pause, så vi tog til Friendship Heights og trøsteshoppede. For ikke at tale om trøstespise. Ja, mor kunne jo som sagt heller ikke tage hjem uden at prøve Cheesecake Factory's berømte cheesecake - ja, den gik godt til en kaffe.
Ellers har dagen i dag - tirsdag - bare stået på pakning af baggage til i morgen, samt lidt kvalitetstid med familien for mit vedkommende. Min hostfamilie har også i dag fået hund, så det er det helt nye og store. Travlt er der blevet i det lille hjem, - Oscar er noget af en vildmasse. Sød er han nu også.
Nu står den på de sidste par småting, inden jeg vil få mig en god og sidste nattesøvn på mit dejlige tagværelse i min dejlige seng. Godnat herfra.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar