Boston, Harvard og couchsurfing

Fredag omkring halv seks tog min hostforældre afsted på weekend til Vegas. Familiens barnepige Samanta kom og tog over omtrendt samme tid, men eftersom jeg ikke skulle med bussen til Boston før sen aften, blev jeg hjemme og brugte aftenen med hende og børnene. Eller nærmere bare hende. Børnene passede lidt sig selv, mens vi snakkede over et glas vin. Hun er amerikaner, femogtyve år, arbejder for (hold på hat og briller) måske USA's kommende præsident - hvem ved - og hun er super sød. På nuværende tidspunkt har vi planer om et black tie arrangement sammen i starten af april, og hun er helt hooked på bytur næste weekend. Hun beskriver sig selv som en "social butterfly", så det skal da nok blive spændende. Haha!

Da hun begyndte at putte børnene i seng, smuttede jeg lige så langtsomt afsted mod metroen for at mødes med Annika. Vi stod af ved Union Station DC, og klokken ti kørte bussen med første stop i NYC. I NYC skulle vi skifte bus, men med en ventetid på to timer, endte vi med at rende hen på Times Square. Her slog vi os ned på en McDonald's klokken halv tre om natten, nød en latte og en burger, inden turen gik videre til Boston ved fire-tiden. Søvnen denne nat var ikke ligefrem optimal. Med separate siddepladser endte jeg med at sidde bagerst med en snorkende og yderst ucharmerende fyr ved min side. Ikke nok med det hørte han høj rock musik, mens toiletdøren bag os nærmest klaprede i takt. Op og i gik den. Da vi stod af i Boston, var det derfor højest med tre timers søvn på en ti-timers lang køretur, og trods regn ved ankomst, var vi mere eller mindre klar til at udforske byen. Vi skulle dog bare lige af med vores kufferter først - af med vores kuffert hos en fyr ved navn Zach. Zach som var bosat i downtown Boston havde nemlig tilbudt at hoste os natten mellem lørdag og søndag. Rettere sagt benyttede vi os af couchsurfing, hvilket så betyder, at man sover gratis på andre folks sofaer (Ja mor, jeg lever stadig og undskyld for manglende men bevidst information). Zach kom og hentede os i bil, og vi blev dernæst kørt til hans lejlighed. En virkelig fin en i den dyre ende - tidligere Harvard studerende nu ansat hos Dunkin Donuts! Sikke en kombination da. Han var så venlig, at vi fik dobbeltsengen, mens han tog sofaen. Når det så er sagt, var de to første timer i hans lejlighed en smule underlige. Han var virkelig flink og gæstfri, men virkelig en spøjs type. Dette betød, at han blev til genstand for mange jokes og meget latter i blandt Annika og jeg, da vi resten af morgenen indtil sen aften befandt os på egne ben i Boston. Ved ikke hvornår jeg sidst grint så meget. I løbet af dagen, fik vi rundet de fleste af de steder, Zach havde nedskrevet til os. Vi gik simpelthen så meget den dag. Rundt i hele Boston samt over broen til Cambridge for at se Harvard University (lad mig dog studere der, please!). Efter at have spadseret rundt hele dagen, blev vi begge enige om, at Boston er det en rigtig dejlig, hyggelig og fin by - anderledes end andre amerikanske storbyer. Den har en lang gade med alle butikker, hvilket er en smule attypisk, da Amerika mere er kendt for Malls. Udover alle businessbygningerne var der også mange gamle bygninger med stor historisk værdi, hvilket virkelig gav byen sin charme. Ligeledes er byen en havneby, hvilket betød at vi til aftensmad selvfølgelig skulle prøve en Lobster roll fra Quinzy Market - en specialitet i Boston. Den mættede dog ikke det vilde, så en bagel med grillet kylling og bacon blev det også til - det bedste jeg havde smagt længe!
Omkring ni satte vi kursen tilbage mod Zach's lejlighed, hvor vi trætte hoppede på hovedet i seng. Tidligt op skulle vi nemlig dagen efter, da Zach havde en fest, der skulle holdes søndag morgen klokken ti grundet Sankt Patrick's Day. En irisk holiday - så der skulle spises rigeligt med irisk mad og drikkes en masse øl. Zach havde inviteret os, og på grund af hans gæstfrihed følte vi, at vi blev nødt til at blive bare lidt. Typemæssigt sagde personerne mig intet, og øl og donuts til morgenmad bliver nok aldrig min favorit. Det var dog okay. Annika og jeg havde hinanden, og så kan man da sige, at vi også fik prøvet det. Jeg har efterhånden prøvet så mange mærkelige ting her.
Da vi endelig fik os selv til at forlade festen, smuttede vi atter ud i Bostons gader. Vi skippede den store Sankt Patrick's Day Parade grundet alt for mange mennesker. Dog var det frysende koldt, så vi endte på en Starbuck's og vidste ikke helt, hvad vi skulle gøre. Vi var jo med fuld oppakning, og min påklædning var ikke ligefrem varm nok. Det endte med, at vi tog en Sightseeing City Bus rundt i hele Boston. Vi fik derfor alle de historiske informationer med, imens jeg stadig kunne holde varmen.
Klokken seks tog vi med flyet fra Logan Airport i Boston, og vi landede i DC med stor skuffelse over snevejr. Sikke altså - nu gider vi ikke mere sne. Jeg krydser så meget mine fingre for, at der ikke er snefri i morgen. Ellers må jeg leve højt på denne dejlige weekend, som jeg nu kan se tilbage på med et smil samt et godt grin over vores host fra Boston.