mandag den 21. april 2014

Easter in Connecticut

Sidder lige pt på bagsædet af en bil omringet af børn, der er fuldt beskæftiget med ipads og film. Vi er på vej hjem fra vores forlængede påskeweekend hos min hostdad's forældre i Connecticut. En seks timers køretur som heldigvis snart er ved ende. Selvom jeg ikke lige var oplagt til at mænge mig socialt efter børnenes spring break, der var en smule hård at komme tilbage til efter Miami, så var det nu hyggeligt. Uden tvivl. Selvom køreturen var lang, var den også flot. Især Connecticut er smuk - virkelig. De store amerikanske huse beliggende ved søer og skjult bag store og tætte træer er simpelthen det skønneste syn. Bedsteforældrene boede i et rigtig hyggeligt hus. Stort med privat indkørsel, udendørsswimmingpool, tennisbaner og en kæmpe sø i baghaven. Det var virkelig idyllisk, og det var rart at komme væk fra byens larm og ud på landet til ro. På en måde mindede det mig lidt om mit hjem hjemme i Danmark, hvilket selvfølgelig fik savnet frem.
Vi ankom fredag eftermiddag, hvor den bare stod på familiehygge. Folk kom og gik i løbet af weekenden, så der var hele tiden nye mennesker. Lørdag var vi på besøg hos bedsteforældrenes naboer, da de havde børn jævnaldrende med mine hostbørn. Nabofamilien havde egen hoppeborg i baghaven samt gokarts, så de var alle godt beskæftiget. Vi tog hjem til frokost, og derefter stod den på "Egg Hunting" i haven. Her skulle børnene finde skjulte æg, vi senere farvede og dekorerede. Søndag var vi i kirke til påskegudstjeneste, hvilket var meget specielt. Jeg plejer stort set aldrig at gå i kirke og synes dette besøg, var en anelse for formelt til mig. Drengene var i jakkesæt, piger i kjoler, præsten talte i evigheder, der var nadver, kæmpe kor og mange sange. Kirken var dog utrolig smuk med guldalter og mosaik vinduer, og da gudstjenesten var færdig, gik det formelle heldigvis lidt af det. Efter kirke var der "kagebord". Her kom alle fra gudstjenesten og snakkede med hinanden, og samtidig var der mad i lange baner. God mad. Resten af dagen slappede vi bare af, og selvom jeg havde frygtet en lang og stressende weekend fyldt med mennesker, var det ikke værst. Jeg arbejde ikke, så jeg var fri til at gøre, hvad jeg havde lyst til. Jeg fik derfor denne weekend gået nogle ture, sovet en smule, skypet og set film. Samtidig tillod jeg mig at tage noget alenetid ved søen, hvor jeg bare kunne nyde stilheden og samle mine tanker.
Køreturen er snart ved ende, den ældste af mine børn har grebet min hånd og stilheden har overtaget. Spring Break er nu ovre, og jeg glæder mig over, at det er skoledag i morgen.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar