tirsdag den 1. april 2014

Weekendtur til Philadelphia

Er nu fire en halv credits rigere efter denne weekend, og et skridt tættere på at have optjent mine skoletimer. I fredags efter arbejde tog jeg afsted mod Alexandria for at overnatte hos Camilla. Det var vildt hyggeligt med lidt dansk kvalitetstid igen. Lørdag stod den på tidligt op. Vi blev kørt til Union Station i DC af hendes hostmom, hvor vi skulle med bussen til henholdsvis Lancaster County og Philadelphia. Efter godt to timers køretur ankom vi til Lancaster, hvor den stod på diverse besøg - alle amish-relateret. Første sted var et indendørs marked, hvor der blev solgt diverse specialiteter. Alt lige fra kage og slik til frugt og grøntsager. Især ved kagestanden, hvor vi fik lov til gratis smagsprøver grundet vores nationaliteter, blev vi atter bekræftede i, at vi befinder os godt og solidt i Amerika. Tror ikke på, at man andre steder end her kan få donuts med frosting og bacon på toppen.
Efter dette skulle vi besøge en gammel Amish Farm. Gården var autentisk, men huser ikke i dag amish. Omkring den er der bygget et kæmpe indkøbscenter Target, så derfor fungerer gården i stedet på nuværende tidspunkt som turistattraktion, der skal vise folk, hvordan amish folket lever. Placeringen var ret komisk, da der så på parkeringspladsen til Target var plads til, at Amish folket kunne parkere sin hest og buggy. Vi så også en del amish familier, der var inde og handle i centeret. Et sjovt syn grundet deres udseende. Dog har jeg ingen billeder at vise, da det er direkte diskriminerende at tage billeder af dem. De tillader det simpelthen ikke, da det inden for deres overbevisning tegner på udstråling af stolthed og en fremvisning af det ydre. Forfængelighed anses som en synd, og individuel opmærksomhed værdsættes ikke.

På gården fik vi en guidet tur af en nabo til nogle amish mennesker, og senere besøgte vi en amish skole. Her snakkede vi med en gammel dame, som tidligere var amish, men som i sin tid valgte at lægge det bag sig og dermed leve et mere moderne liv. Hun var vildt hyggelig, og det var spændende at høre om. Hun var tidligere skolelærer, og hun fortalte ligeledes om det at være amish elev, hvor man kun går i skole til ottende klasse. Efter skolebesøget tog vi hen på en restaurant og fik amish mad, og dernæst besøgte vi en butik, der solgte quilt. Turen i Lancaster County var virkelig speciel, og man skulle altså lige vænne sig til synet af amish mennesker kørende i deres hestevogne på landevejene.
Efter vores tur kørte vi videre til Philadelphia, hvor vi blev sat af ved vores hotel Marriot. Regnen silede ned, så det blev en våd fornøjelse, da vi drog ud for at finde aftensmad. Vi endte på en sportsbar, hvor vi fik en bid mad, inden vi smuttede tilbage og hoppede på hovedet i seng.
Efter vi havde pakket vores ting søndag morgen, smuttede vi hen på et indendørs marked et øjekast fra hotellet. Her spiste vi en god solid morgenmad (jeg spiste ikke noget resten af dagen, så meget mættede den), hvorefter den stod på guidet bustur. Det regnede hele dagen, så da vi fik vores fritid, fandt jeg og tre andre danskere bare et sted, hvor vi kunne sidde i tørvejr. Så meget af Philadelphia blev der ikke set, og jeg må ærligt indrømme, at jeg var en smule skuffet. Mine eneste Phila-billeder er synet fra hotelværelset, hvilket ærligtalt er en anelse sørgeligt. Må se, om jeg kan nå at komme tilbage inden mit år er omme, for udfra vores bustur virker det til at være en rigtig hyggelig, spændende og ikke mindst historisk by.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar