When someone becomes a big part of your life, and you sadly are going to leave them soon

Siden jeg er kommet hjem fra ferie, har tingene på en måde været anderledes. Mine tre krudtugler har søgt kontakt uden lige, og der går ikke en dag uden kys, kram og putten. Tanken om, at jeg om tre måneder ikke skal være en del af deres hverdag længere, er da næsten ikke til at bære. Jeg ser frem til at komme hjem og starte mit liv, men det bliver med et knust hjerte, at jeg skal forlade mine unger. Efter næsten ni måneder, må man vist gerne sige mine, må man ikke?
Da jeg kom i starten, havde jeg aldrig troet, at dette skulle udvikle sig på denne måde. Jeg har virkelig haft mine kampe, følt mig hadet og fundet deres komplimenter overfladiske, men nu hvor de har lukket mig ind sådan rigtigt, er tingene bare anderledes. De har haft andre au pairs før mig, men de er ældre nu, og båndet mellem mig og dem virker bare utrolig stærkt.

På legepladsen forleden overhørte jeg fra afstand, at min hostpige prøvede at overbevise sin bedste veninde om, at jeg var hendes søster. Selvfølgelig er veninden bevidst om, at dette ikke helt er tilfældet, hvilket førte til en klar irettesættelse. Dette ville min hostpige ikke finde sig i, og derfor svarede hun alvorligt igen: "She is a sister to me, and that's all that matters!". Ligeledes er hun på det sidste kommet med udtalelser som disse:

• "Loooooouise?? Do you know what would be awesome? If you could transit and become an american citizen. Then you could stay with us forever"

• "Why can't you just find a boyfriend, so you can stay?" 

• "Do you know, I love you?"

• "Maybe we are not related, but you are still a sister to me. You are the best sister ever" 

Den mindste dreng, som ellers var forfærdelig over for mig i starten, og som jeg selv havde svært ved at lukke ind, er nu på gode dage bare den herligste. Selvfølgelig har vi stadig vores kampe, og han kan stadig være en pain-in-the-ass, men jeg kommer virkelig til at savne ham. Vores slåskampe og alle vores udendørsaktiviteter som american football, baseball, basket og opfundne boldspil. Siger pigen som ellers ikke har de største boldtalenter at prale med. Jeg kommer til at savne hans evige kys, han altid forplanter over hele mit ansigt inden shower. Han morer sig, da han befinder sig i troen om, at jeg ikke kan fordrage det. Ja, jeg har vundet, og kan smile for mig selv.

For ikke at tale om den ældste, som bare er en charmetrold og som dagligt fortæller mig, hvor meget han elsker mig. Både ansigt til ansigt, men også på mail. Især hans små komplimenter, som redder ens dag, bliver virkelig manglet. Hvem skal nu fortælle mig, at jeg har en lækker tøjstil, flot hår, og at drengene derude er heldige, haha.

Fra nu af vil jeg simpelthen bare nyde tiden med dem. Det har jeg nemlig været dårlig til over vinteren. Sådan ærligtalt. Nu flyver tiden bare afsted, hvilket er skræmmende. Det er derfor med at nyde det hele, mens man er i det.

Today's lesson to myself for sure!