Heldigvis er det kun et på gensyn og ikke et farvel, men det gør det jo ikke mindre hårdt af den grund. I går tog jeg afsked med Caja, og det er med en underlig følelse, at vi ikke skal afslutte vores amerikanske oplevelse sammen til august. Det er små fem måneder siden, vi mødtes første gang, og lige siden har vi set hinanden ugentligt. Vi har oplevet så ubeskriveligt meget i vores tid sammen her i staterne, og et stærkt og solidt venskab er på kort tid blevet opbygget. Det er utroligt hvor tætte venskaber, der skabes på kun få måneder, når man er så langt væk hjemmefra. Det føles som om, vi har kendt hinanden forevigt, og det er tit kommet bag på folk, at vi først lige har mødt hinanden. Afskeden har været længe undervejs, og jeg har længe vist, at dagen ville komme før eller siden. Dagen hvor Caja ville tage hjem før mig. Au pair eventyret ender desværre ikke godt for alle. Med et frafaldsprocent på halvtreds ud af danskere med samme afrejsedato som jeg, så må der jo erkendes, at det handler utroligt meget om held i forhold til hostfamilie, men også at det langt fra er alle, der er stærke nok og kan klare udfordringen. Nej, au pair jobbet er ikke let. For Cajas vedkommende var mange forskellige faktorer afgørende for hendes beslutningen. Hun har helt sikkert været tapper, og jeg må nok også indrømme, at det er bedst for hende at tage hjem taget omstændighederne i betragtning. Det er vemodigt, og afskeden var bestemt ikke let. Jeg kommer til at savne hende så fandens meget, men med tanken om, at jeg har fået et tæt venskab for livet, gør, at jeg har endnu en ting at glæde mig til, når jeg sætter mine ben solidt på dansk grund igen til sommer. Vi har så mange oplevelser sammen i bagagen, og hvis ikke det bliver til et visit til staterne for Cajas vedkommende her snarest, så ses vi helt sikkert hjemme i Danmark, når vi begge flytter til Århus.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar