lørdag den 5. juli 2014

Happy Birthday America, Happy 4th of July

Ingen fødselsdagsfest uden kage, så meget tidligt i morges bagte jeg amerikaner kage, så vi kunne fejre 4th of July med maner. Mad blev pakket til dagens picnic, og jeg drog derefter til metroen for at mødes med pigerne. Jeg mødtes med Janne og Sophie ved metro center, hvorfra vi begav os ud i DC's gader. Her stod den på fest og glade mennesker. Massere farver i rød, blå og hvid. Vi fandt os et godt spot, hvor vi kunne se den store 4th of July parade, og som amerikanere nu er bedst til, blev paraden udført med stil. Stort - alt er bare større i Amerika. Paraden var rigtig flot med alt lige fra orkestre, biler, musik og sang til flag, motorcykler, oppustelige figurer og meget mere. 
Efter paraden satte vi kursen mod the National Mall, hvor vi slog os ned i skyggen. Her slappede vi af et par timer, før vi rykkede vores placering op mellem Washington Monument og World War ll Memorial for perfekt placering til aftenens festligheder. Her hyggede vi bare med mad og kage. Denise og hendes to veninder Laura og Fie dukkede op senere på dagen og slog sig til os. Det var ret sjovt at møde Fie - en tysker, som var flydende i dansk. Sjovt nok flytter Fie til Danmark efter hendes ophold her. Hun skal nemlig også studere i Århus - verden er lille ja. 
Vi brugte altså hele dagen i downtown DC, hvilket bare var kanon hyggeligt. Vi så solnedgangen over Lincoln Memorial, hvilket var et yderst smukt syn. Vi kunne ligeledes nyde mørkets frembrud, og lysene der tændtes omkring Lincoln Memorial, mens vi ventede på aftenens højdepunkt - fyrværkeriet. 4th of July er nemlig den eneste dag, hvor fyrværkeri er lovligt i DC, hvilket forklarede alle de tusinde mennesker, der var mødt op for et sjældent syn samt fejringen af denne mærkedag. Stemningen var kanon, udsigten var smuk, og tanken om bare lige at tilbringe dagen i Amerikas hovedstad, som om det er det mest normale i verden for en dansker, kan stadig give mig den bedste følelse indeni. 
Fyrværkeriet startede omkring ni, og det var simpelthen noget af det smukkeste, jeg længe har set. Det var stort - breathtaking - intet mindre. Man skulle have været der. Det var tredive virkelig specielle minutter, og jeg er så glad for, at jeg blev hjemme for at opleve dette. Det var fantastisk. Alle farverne over alle DC's monumenter. Jeg fik kuldegysninger. Kæmpe fyrværkeri på en skyfri nattehimmel med dejlig musik i baggrunden, glade mennesker, samt en nationalfølelse man ikke finder andre steder i verden. Jeg følte mig meget lille, mens jeg stod placeret der i menneskemængden omringet af kæmpe lys over mig. Samtidig følte jeg mig utrolig heldig - for alle mine oplevelser her, alle mine bekendtskaber, alt. Det var en dejlig aften i skønt selskab, og jeg kan nu føje 4th of July til min liste af amerikanske højdepunkter. 



Ingen kommentarer:

Send en kommentar