torsdag den 10. juli 2014

Just another busy week

Der er fart over feltet her. Den travle amerikanske sommer. Den har de sidste par dage stået på en masse sjov og ballade. Alt lige fra bagning og kreative indslag til endnu flere timer ved poolen til diverse svømmestævner. I tirsdags var stævnet for første gang "ude af huset", det vil sige i en anden club, hvilket jeg virkelig så frem til. Stævnet blev afholdt i "Congressional Country Club", hvilket var et ret eksklusivt sted. Så smukke omgivelser. Det var enormt med golfbaner så langt øjet rækkede, tre pools, tennisbaner - alt. Personale stod i indgangen til at tage imod eller guide videre. Vi blev nødt til at spørge om vej til deres parkeringsplads tættest på poolen, så stort var det. Der var barer, buffeter, en snackbar der mest af alt mindede om en restaurant med kokke til at lave maden. Personalet var iført uniformer, nogle var i jakkesæt, min hostmom fortalte mig, at en speciel dresscode var påbudt for at være der, og ellers bare hvor ufatteligt dyrt, det var at være medlem på årsbasis. De havde endda speciallavede vandflasker - fornemt skulle det være. Det var vildt og så typisk amerikansk. Ligesom det amerikanske rigmandsliv på film - sjovt at opleve. Tjek stedet ud her: www.ccclub.org

Svømmestævnet måtte dog aflyses efter de første par baner, da et uvejr startede ud fra ingenting. En flot blå himmel blev i løbet af femten minutter forvandlet til tunge mørke skyer, regn, lyn og torden. Vi måtte tage hjem, og den stod derfor på et make up meet i går onsdag samme lokation. Børnene gjorde det godt. De er alle super fokuserede. Synes det er sjovt at deltage i aktiviteter som disse, også fordi jeg møder så mange mennesker derigennem. Der er en mor, som overvejer at få en au pair også. Hun er altid henne og snakke med mig, har spurgt om jeg ikke vil hjælpe hende med gode råd og at finde hende en au pair. Hun siger altid så mange positive ting om mig - jeg må åbenbart gøre et eller andet rigtigt.

I dag er den stået på outlett mall med Janne og Alina - bare for at kigge og hygge. Jeg var god - købte ikke noget denne gang, selvom det var noget så fristende. Der skal jo spares en smule til mors visit. Ellers er jeg lige kommet hjem fra endnu et svømmestævne hostet af Kenwood Country Club. Også et rigtig fint sted. Det var et relay stævne, så det var kun den mindste, der skulle svømme. Han var blevet udtaget i hans aldersgruppe. Vi skulle møde klokken kvart i fem, stævnet blev sat på pause omkring kvart i seks grundet torden, og vi blev alle ledt indenfor. Klokken kvart i otte havde de stadig ikke startet stævnet, og de aflyste det derfor. Tiden var en smule langtrukken, den blev dog slået ihjel med buffet og disko for børnene. Nu står den bare på afslapning inden sengetid.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar