See you soon my girl!

Jeg bør snart være mester i at tage afsked. Synes der har været mange af dem på det sidste. Denne gang var det tid til at sige "på gensyn" til Mathilde, hvilket ikke var spor sjovt. Ikke når vi nærmest har gået op og ned af hinanden de sidste to uger. Først en uges cruise efterfølgende af forlænget weekend hos mig i Bethesda. Vi har haft det så uendeligt sjovt, og hele vores situation er bare generelt en smule komisk. Vi kendte som sagt hinanden hjemmefra med tre år i samme gymnasieklasse, men derhjemme var vi ikke lige frem på bølgelængde. Nok bare ikke hinandens typer og personlighedsmæssigt vidt forskellige. Det har ændret sig markant her, også selvom hun er en cali girl, og jeg har været bosat på østkysten. De godt knapt tre uger, vi har haft i hinanden selskab her, har fået et yderst tæt venskab til at blomstre. Sjovt man kan blive så tætte på så kort tid, og at den pige, man aldrig i sin vildeste fantasi, havde drømt om at blive veninder med, lige pludselig er en af de bedste. Ingen tvivl om at et år i staterne har været godt for os begge, og at det klart er denne fælles oplevelse, der har bragt os sammen. I totally got a sister in crime and a friend for life!

Mathilde kom hjem til mig torsdag aften efter selv at have rejst rundt til henholdsvis Boston og NYC efter cruiset. Jeg samlede hende op ved metroen, hvorefter den stod på en god nattesøvn. Det var mere end tiltrængt for Mathildes vedkommende. Fredag brugte vi hele dagen ved poolen - både da jeg havde fri, men også med børnene under arbejde. Vi tog hjem omkring seks, da det var tid til aftensmad. Min hostdad havde grillet steak, og hvis der er noget amerikanere kan, er det at fyre op for grillen! Yderst lækkert. Dette var en vildt godt aften med massere af hygge og snak ved aftensmadsbordet. Efter maden sad Mathilde og jeg og snakkede med min hostmom i næsten to timer - om simpelthen alt! En samtale der fik mig til at indse endnu mere, hvor heldig jeg er i forhold til min amerikanske familie, hvor glade de er for mig, og hvor god en veninde, min hostmom er.
Efterfølgende smuttede Mathilde og jeg ud for at mødes med Samantha. Hun ville tage os med i by i Georgetown. Vi gjorde os klar ved hende, delte et par flasker vin og tog dernæst en taxa afsted omkring elleve. Det sjove ved det hele var, at hun havde været sådan efter mig, med at jeg skulle medbringe mit pas, for andet ville de ikke godkende som ID. Og hun ville simpelthen ikke tage risikoen ikke at bringe det, og så betale en taxa, for så ikke at komme ind pga af mig. Da vi ankom til Georgetown, var det så selvfølgelig hende, som havde glemt sit ID. Dette betød, at Mathilde og jeg måtte starte festen selv, mens hun smuttede hjem igen for at hente det glemte. I rigtig Mathilde og Louise stil gjorde vi entre i baren/natklubben, og der gik intet mindre end to minutter før vi blev spottet af en fyr, som skænkede os drinks resten af aftenen.  To minutter - jeg siger det bare. Mathilde og jeg havde en fest med os selv, mens det rent faktisk var Sam, der var den kedelige. Hun ville allerede hjem før to, hvilket for os var en skuffelse. Vi tog taxaen hjem og hoppede på hovedet i seng.

Lørdag stod den på sightseeing i DC, da Mathilde jo ikke skulle snydes for hovedstadens vidundere inden afrejse. Det var dog en tømmermændsramt Mathilde, der slentrede ned af DC's gader denne lørdag. Dog fik vi set Lincoln Memorial, World War II memorial, Washington Memorial, The Capitol og det hvide hus. Sidst på eftermiddagen mødtes vi med Lissi (en anden veninde fra gymnasiet, nu bosat i Virginia), inden vi tog bus og metro hjem til Bethesda. Jeg skulle arbejde lørdag aften, så imens jeg passede mine krudtugler, havde Mathilde tid til at pakke og slappe af.
Søndag tog vi til Friendships Heights for frokost og Mathildes sidste cheesecake på Cheesecake Factory. Dette var hendes sidste amerikanske måltid, så godt skulle det jo være, og godt var det. Vi slappede bare af og hyggede hele dagen. Lavede ingenting specielt, men havde det bare sjovt i hinandens selskab. Omkring halv seks blev vi samlet op af en shuttle, som bragte os til Baltimore Lufthavn. Jeg hjalp hende med indtjekning af hendes psyko voldsomme bagage, hvorefter vi desværre måtte tage afsked.

Det er vildt underligt, at hendes amerikanske ophold nu er slut, og jeg ved, at det for hende var med blandende følelser. Afskeden var dog ikke svær - for vi ses snart igen - hvilket jeg glæder mig rigtig meget til. Jeg er sikker på, at vi ikke er færdige med at opleve verden sammen, og at vi også skal få sjove og fantastiske oplevelser sammen hjemme i Danmark. Whooooooooo, see you soon my girl! Take care!

Pool time og ny au pair

Denne uge har stået i holdsportens tegn. Den har stået på pool alle dage i form af swim practice og swim meets. Det har været første uge med meets, og det har været sjovt at følge med på sidelinjen. Begge konkurrencer blev afholdt i vores club, hvor vi tirsdag skulle konkurrere mod Kensey og torsdag mod Washington. Begge hold var gigantiske i forhold til vores og havde virkelig gode svømmere. Tror vi tabte samlet set, men mine unger gjorde det godt. Kampånden er helt anderledes her, og det var ret vildt, da Washington teamet mødte op med holdkaptajns iført militærtøj i grå og rødlige farver. Der gik lidt bootcamp over det med syge kampråb! Det var også rigtig hyggeligt, da vi begge aftener hele familien holdte picnic der. Vi blev nemlig nødt til at bringe aftensmaden til klubben, da deres swim meets finder sted fra omkring 4-5 stykker om eftermiddagen til ni om aftenen. Sådan kommer vores uger til at se ud resten af sommeren. To dage med swim meets og fire tage med træning. Det er intens, men samtidig er det også godt at holde børnene beskæftiget.

Udover at dette er, hvad der udfylder dagligdagen pt, er der også nyheder at bringe. Vi har fundet pigen, som skal erstatte mig, når jeg om cirka en måned afslutter min tid her i det amerikanske. Nu når det endelig skal være (det bliver den sværeste afsked helt seriøst), så tror jeg, vi har fundet den helt rigtige. Jeg har det rigtig godt med det valg, min hostmom har taget, og ud af alle de match vi har haft, er jeg sikker på, at dette er det bedste. Hun er ligeledes dansker (hvilket jeg synes er betrykkende), og både ud fra det min hostmom har fortalt, det skypeopkald og de e-mails jeg selv har gjort med hende, så er jeg sikker på, at det ikke kan gå helt galt. Jeg har det lidt bedre med at forlade det hele, når jeg har fornemmelsen af, at det er en ordentlig pige, som kommer og overtager!

Jamen altså....

Jeg er i dyb krise med mig selv og hele tanken om, at jeg skal forlade dette land om meget kort tid. Troede aldrig jeg ville tænke sådan. Har jo glædet mig uendeligt til hjemkomst i så lang tid. Satans også altså! Det kommer tæt på nu, og det er virkelig med en klump i halsen. Virkelig blandede følelser. Ved ikke helt hvorfor? Måske fordi mange af mine piger tager afsted nu, og det derfor er det store samtaleemne. Et samtaleemne der for en til at indse, hvad det egentlig er, man skal give slip på. Jeg snakkede med min hostmom om det i dag, fortalte hende, at Cultural Care faktisk ringede til mig forleden og sagde, at det stadig ikke var for sent at extende. Hun synes stadig, jeg skal blive. Hun foreslår det hele tiden! Hun sagde endda, at hun vidste min store bekymring var min uddannelse, og at hun synes, jeg skulle undersøge mulighederne for at starte mit studie her.  Jeg sagde til min hostmom, at jeg ikke ville have pengene til at studere her, og hun svarede, at der er en løsning på alting. Åh ha da! Det trækker altså en smule. Det er virkelig mærkeligt det hele. Jeg er så klar til at tage hjem og starte mit liv i Danmark, men samtidig ved jeg slet ikke, om jeg har lyst. Om jeg har lyst til at forlade Amerika - forlade dem! De vil så gerne, at jeg bliver, og hun lokker med en masse tilbud, der altså slår mig en smule ud af kurs. Mor skal bare hente mig hjem snart, så jeg ikke skal bryde mit lille hovede med det alt for meget mere! 

Det bliver godt at komme hjem, det gør ja! Er bare så glad for, at jeg har en amerikansk familie her, som har været så glade for at have mig! 

Mexico

Mexico blev stedet, hvor vi bestemte os for at tage på tur. Det var fredag, og selvom jeg elsker afslapning og ferie, gjorde alt denne dasen mig en smule rastløs. Der skulle ske noget andet end at sole sig ved strand og pool, og jeg var mere end klar til at gå på oplevelse i det mexicanske. Mathilde havde en lille drøm om at se en af de syv vidundere, så vi bestilte dagsturen "Chichen Itza" gennem Royal Caribbean. Dette betød, at vi skulle tidligt op fredag morgen. Der var fællessamling i Studio B, hvorefter vores gruppe samlet i flok gik af skibet og hen til den færge, vi skulle med for at komme til Playa del Carmen. Dette var noget af en sejltur. Bølgerne var store, og vi måtte sove os gennem turen for ikke at blive dårlige. At vi havde festet aftenen forinden var heller ikke den bedste kombination.

Da vi atter kom i land stod den på en tre timers bustur forude. Det var en lang køretur, men også spændende at køre igennem det mexicanske land og være vidne til de kontrastfylde områder. På denne lange bustur kunne vi ligeledes få indhentet noget søvn, så vi var klar til guided rundtur og sightseeing. I bussen fik vi udleverede madpakker og høretelefoner, så vi under rundtvisningen kunne høre vores guide bedre. Vores guide stammede fra en mayaerne, og han fortalte os alt det historiske viden om vidunderet samt diverse informationer om mayafolket. Det var yderst spændende og ruinerne og pyramiderne var beundringsværdige og imponerende. Efter den guidede tur fik vi tid til at gå rundt selv. I parken var der flere boder med små mexicanske folk, der solgte alle mulige ting, og vi blev revet i fra højre og venstre. Det morerede vi os en del over. Folk ville overhovedet ikke lade os være, og kaldte på os uafbrudt i et desperat forsøg på at sælge os diverse mexicanske figurer og smykker. Her var bare nogle af de ting, de råbte efter os: 

"Happy hour - 1 dollar - almost free"

"Special price for you. Especially for beautiful princesses"

"Buy it for your boyfriend. You don't have a boyfriend? You have nothing?"

"Do you want a mayan boyfriend?"

"Buy it for your boyfriend. Your ex boyfriend?"

"Hey barbiegirl - 1 dollar"

"I give you special price. Only today"

"Special price for chicas... Señoritas"

Det endte dog med, at vi begge købte en lille souvenir med hjem - mexicanske dødningehoveder. Så reddede vi nok dagen for en mexicaner eller to, selvom vi fik dem til at gå rimelig meget ned i pris.

Omkring halv tre tog vi bussen tilbage mod skibet. Køreturen føltes uendelig lang, men vi havde det nu meget sjovt med at joke omkring dagens oplevelser. Endnu en godkendt dag kunne tjekkes af ferielisten!

Haiti

Haiti var lækker - uden tvivl. Turistpræget - helt sikkert. Haiti er det fattigste land i Amerika og et af de mindst udviklede i verden. Dette så vi ingen spor af, så vi kan ikke rigtig prale med at have set det "rigtige" Haiti. Vi opholdte os ved havnen Labadee og dets nærliggende strande, som er privateget af Royal Caribbean Cruises. Dette turistområde er strengt adskilt fra resten af landet, hvilket mure med pigtrådshegn tydeligt indikerede. Derfor ingen grund til bekymring, vi var i sikkerhed.
Dagen her blev brugt på at slappe af til fulde. Vi fik fundet os et "sun shade", og brugte ellers dagstimerne på at tage sol, læse bøger, slappe af, sove og tage en dukkert i ny og næ. Der var mange aktiviteter at gøre på øen, men for at spare penge lod vi være. Aktiviter lige fra svævebane oppe i bjergene og ned til stranden til rutsjebaneture i junglen og meget mere. Vi nød dog bare varmen.
Royal Caribbean havde sørget for frokost og havde derfor sat en kæmpe buffet op. Efter en bid mad gik vi rundt på den aflukkede del af øen, hvor der var alt lige fra haitisk musik og mavedansere. Der var også et marked, hvor haitiske folk solgte ud af deres ting. De var desperate, og man blev nærmest hevet i fra højre og venstre. De ville alle sælge alt muligt "håndlavet", men sjovt nok var det det samme, som blev solgt alle steder. Vi fik dog slået en sludder for en sladder med nogle af dem, dog uden at købe noget. Dagen var rigtig god og ikke mindst afslappende. Naturen var smuk, havet var krystalblåt, og vi nød bare livet.

Jamaica

Da vi lagde i havn på Jamaica, var det med udsigt fra top, da vi nød morgenmad på skibets 16. deck inden dagens begivenheder. Synet var splittet. Vi havde udsigt så langt øjet rækkede, og vi kunne skue et opdelt landskab fra vores placering. Det var tydeligt at se, at havnen var af nyere dato. Helt klart turistpræget som Haiti. Alt så flot og godt ud. Ligeledes kunne man antyde en skillelinje, der blev markeret af en port med sikkerhedskontrol. På den anden side var synet sølle. Det så yderst fattigt ud, og stod i stærk kontrast til den nyere havnefront. Man kunne tyde de her yderst faldefærdige skure sat op side om side, som skulle forstille hjem for landets fattigeste - et sørgeligt syn.
Da vi gik af skibet brugte vi noget tid omkring haven og shoppede en smule i de nærtliggende boder. Vi beundrede den flotte udsigt over vandet og det massive krydstogtskib, der ugen ud var vores luksuriøse hjem. Selv udefra kunne man ikke andet end at være imponeret. Vi gik ned af gaderne, og læste en smule om den Jamaicanske historie på store opsatte skilte. Mathilde udtrykkede sig så fint: "Det er sørgeligt, de var slaver alle sammen .... og så på grund af sukker", og disse mindre kloge og underlige guldkorn gjorde hun sig en del af på turen, hvilket resulterede i mange gode grin. Efter at have set nok af den turistprægede havnefront begik vi os udenfor gaten. Det var som at træde ud i en hel anden verden. Slum og fattigdom. Tusinde folk der henvendte sig til en på gaden. Folk der lokkede med gratis wifi, salg af weed, Bob Marley items og turistrundture. Vi havde en længere snak med en ung jamaicansk fyr (taxi driver). Han var rigtig venlig og smilende og virkede ikke så skræmmende som alle de andre. Først troede han Mathilde og jeg var et kærestepar (Say what!!), men da vi hurtigt afviste den teori, fik han hurtigt et godt øje til Mathilde. Han tilbød hende endda at være hendes Jamaicanske kæreste. Skøre mennesker altså. Han tilbød os ligeledes at køre os rundt på øen for at se alt det, der var værd at se. Det var fristende, men vi takkede nej. Havde vi været sammen med de andre drenge, havde vi nok gjort det, men to lyse piger alene var afgjort ikke sikkert. Sådan overordnet set følte vi os ikke helt trygge uden for porten, så vi bestemte efter kort til at tage tilbage til skibet. Da vi kom tilbage, ringede vi til drengene for at høre, om vi kunne joine dem. Desværre tog de ikke telefonen, og vi bestemte os derfor at blive i sikkerhed resten af dagen.

Spending time at sea

Syv dage senere, mindst ti kilo tungere og en masse oplevelser rigere, kan jeg nu kigge flere hundrede skønne billeder igennem og mindes endnu en fantastisk cruiseferie her i det amerikanske. Fire ud af vores syv dage foregik til vands og efter min vurdering, er det tiden ombord, der skabte feriens højdepunkter.

Vores første dag på havet var på ankomstdagen søndag og allerede inden for kort tid, var vi ikke et sekund i tvivl om, at dette skib ville danne rammerne for en kanon god ferie. Med rugbrød til frokost og tre-retters menu til aftensmad, var vi klar til første aftens festligheder. Vi skød ferien igang med højt humør og latter, da vi tog til comedy show. Begge komikere hev os med ind i deres show med bemærkninger som: "Denmark - the happiest country in the world. I would be happy too if I had six weeks of vacation, free education and free healthcare daaah" og "All people from Denmark are so white! I went to Copenhagen once, and even I was considered as black". Efter disse morsomme indslag  nød vi kolde drinks inden den stod på natklub. Der gik ikke længe før vi fik selskab af to fyre fra Jersey (Brian og Venni), og aftenen stod derfor på nye bekendskaber, fest, gratis drinks og dans. Senere på aftenen blev Mathilde dog busted af en kvindelig bartender (længe leve 21-års reglen), og hun måtte ty til verdens dårligste undskyldning: at hun troede aldersgrænsen for køb af alkohol var 18. Bartenderen fik dårlig samvittighed med Mathilde, og serverede hende så alkoholsfrie drinks resten af aftenen - vild ungdom! Da trætheden begyndte at melde sig, bestemte vi os for at gå tilbage på væreslet. Vi nåede dog ikke så langt, da vi i elevatoren på vej op stødte på en amerikansk pige og en australsk dreng Jesse fra Melbourne. De efterfølgende tyve minutter blev brugt på uafbrudt at køre op og ned i elevatoren, mens Mathilde havde fremtidsfuldemandssnak med pigen, og jeg slog en sludder for en sladder med Jesse. Vi endte alle på øverste dæk, da en security mand smed os ud af elevatoren. Her stødte vi atter på nogle fyre, hvor Mathilde nærmest blev overfaldet med godnatkys, hvorefter hun uforskyldt blev dømt som værende racist. En virkelig mærkelig kombination. Jeg selv lavede vilde minigolf planer for næste dag med Jesse, som dog ikke rigtig fandt sted på det aftalte tidspunkt. Omtrent tre var vi tilbage på værelset - en god nattesøvn var tiltrængt efter første aften til vands.

Mandag brugte vi til vands, og den stod udelukkende på pooldag. Vi solede os (ja, jeg formåede på vores ferie at komme hjem mindre bleg end ved ankomst), og ellers tog vi bare en slapper i en af cruisets mange swimmingpools. Jersey-drengene dukkede op først på eftermiddagen, og med deres beverage-pas fik vi skænket gratis drinks resten af dagen. Mathilde blev lettere beruset, og vi måtte derfor ty til en lille lur på værelset, så vi var klar til endnu en aften med fest og ballade. Vi vågnede op til et opkald på værelsestelefonen, hvor Jersey-drengene spurgte os, om vi ville se Broadway showet Chicago med dem. Efter aftensmaden mødtes vi derfor med dem til forestillingen, som vi dømte værende udemærket. Dernæst stod den atter på bar, gratis drinks, dans og møde med nye mennesker. Denne aften blev også brugt med australieren David, som var en spøjs - men yderst sød fyr. Han havde vist et godt øje til mig - men han var lidt for påtrængende, så ham måtte jeg lige afvise en gang eller fem. Heldigvis fandt han en tyskerdame senere på ugen, hvilket er en helt anden historie, vi ikke skal komme ind på her. Hylende morsomt var det dog!

Tirsdag stod den på Haiti, og da vi kom tilbage på skibet, mødtes vi med David, som introducerede os for hans bror Michael (aka Harry Potter) samt deres fætre Matthew og Luke, som ligeledes var brødre. Fra det tidspunkt blev de her australske fyre vores buddies, og resten af cruiset blev mere eller mindre brugt i deres selskab. Fire yderst skønne fyre fra Sydney og Queensland i alderen 24-29. Vi festede med dem hele denne aften, men eftersom Mathilde forsvandt fra mig, endte jeg med at catche up med Jesse fra elevatoren. Klokken tre om natten bestemte vi os for at spille minigolf, som vi havde snakket om nogle aftener forinden. Det var virkelig hyggeligt. Stik den - jeg lavede den sygeste hole in one!

Den stod på Jamaica om onsdagen, med ligeledes denne aften bød på masser af sjov og ballade på skibet.  Vi skulle have set et show kaldet "Ocean Aria", hvilket desværre blev aflyst fem minutter før start. Helt tilfældigt stødte vi på Matthew, hvilket gjorde, at vi tog med vores fire drenge hen for at se et andet underholdsningprogram kaldet "Battle of the sexes". Her skulle kønnene dyste mod hinanden, og vi piger tabte desværre stort til drengene. Mathilde og jeg kæmpede ellers en brag kamp for at vinde og ofrede nærmest blod, sved og tårer (eller bare vores sko), mens australierne sad og pegede fingre af os. Efter showet tog vi på bar og havde det atter sjovt. Matthew startede joken med, at vi skulle sendes i boat-jail, da Mathilde brød en amerikansk lov ved at drikke som mindreårig. De var dog søde ved os, og skænkede os gratis drinks resten af ferien. Heldig har man lov at være - og ja, det kan betale sig at være pige! Onsdag aften var også aftenen var Mathildes cruiseflirt startede, hvilket gjorde, at jeg brugte tid med Jesse mange af aftenerne. Ham havde jeg det meget morsomt med - bare hans australske accent var underholdningsmoment i sig selv. Mathilde og jeg har allerede bestemt, at vi tager til Australien for at finde vores fremtidige mand bare på grund af deres accent!

Torsdag aften tog Mathilde og jeg til skøjteshow, som var yderst imponerende! Det var bygget op omkring brætspillet Monopoly samt de forskellige områder på cruiseskibet. De var virkelig talentfulde, og showet var yderst godt sammensat. Efterfølgende mødtes vi med Luke, Matthew, David og Michael til aftensmad. Det var formel night, så vi var alle klædt rigtig flot på, hvilket passede godt til vores restaurantbesøg med treretters menu. Efter showet var vi inde og se underholdningshowet "The Quest", som helt klart toppede alle de andre shows. Her var hele salen delt op i hold og skulle så konkurrere på kryds og på tværs. Værten var hylende morsomt, og alle konkurrencer foregik på tid, så folk gjorde de mest mærkelige ting, hvilket blev vist på storskærm. Konkurrencerne bestod af alt fra at kunne vise et billede af det hvide hus, fremvisning af tattoos og dansemoves til drenge der skulle gå catwalk iført BH, læbestift og høje hæle og to af samme køn kysse hinanden. Det var de mærkeligste ting, grupperne blev bedt om at gøre, men det var yderst underholdende at sidde som tilskuer. 

Selvom fredag stod på en dagslang tur til Mexico, var vi alligevel klar til fart over feltet fredag aften. Der var glow-in-the-dark-party, hvor folk var iført hvidt tøj og selvlysende items. Musikken var god, vi dansede til vores fødder var ømme og drak lidt for mange gratis blå "killer" drinks. Mathilde blev desværre dårlig og måtte lægge sig. Hun kom dog igen og var klar til fest på deck 16 senere på aftenen. Efter lidt mere dans, splittede vi os op, og så først hinanden igen på værelset omkring fire. Vi sov til tolv stykker næste dag lørdag, og især jeg var bombet. Matthew var heldigvis sød ved mig, og hjalp mig mere eller mindre igennem dagen. Vi brugte hele dagen med vores fire Sydney-fyre, og dagstimerne blev brugt på alt lige fra pool til minigolf og bordtennis. Vi tog alle sammen til comedy om aftenen, hvorefter vi havde en sidste fest. I løbet af aftenen hang vi dog ud et par timer på deres værelse, hvor vi bare slappede af, snakkede, jokede, havde pudekamp, så os selv på tv fra glow-in-the-dark festen, og havde det sygeste grin over David og tyskerdamen. Det var også aftenen/natten, hvor det var tid til at sige farvel til alle de skønne mennesker, vi havde mødt ombord. Klokken fire lå vi igen i vores seng, for at få to timer på øjet inden udtjekning fra skibet. Trætte var vi, og vi måtte da også erkende, at det var en smule vemodigt at gå til køjs.

Der er ingen tvivl om, at vi endnu engang har haft en fantastisk ferie. Ugen har stået på de flotteste steder, de mest fantastiske mennesker og uforglemmelige oplevelser. Vi har været så heldige med de mennesker, vi har mødt på vores vej. Vi har levet højt på gratis drinks, dans og fest i en hel uge, og bare det at kunne dresse sig up og se godt ud hver aften, har været skønt i sig selv. Dette har medført flere opture over komplimenter og megen opmærksomhed - som Jesse så mange gange smed i hovedet på mig: "You are always surrounded by a crowd of boys, everyone wants to be with the danish girls" og "I've been chasing you all week, like everybody else." og ja, det er da altid rart med nye bekendskaber! Dette cruise har været så ubeskrivelig fedt, ligesom det daværende cruise vi var på. De to oplevelser kan slet ikke sammenlignes, og både Mathilde og jeg kan ikke udpege en favorit. Ingen af os har fortrudt vores ferievalg på noget tidspunkt, og vi er begge enige om, at vi til hver en tid vil tage afsted igen. Vi kunne tage afsted lige nu, hvis det skulle være! 

Royal Caribbean: Allure of the Seas

At man er helt tom for ord, når man planter fødderne på verdens største krydstogtskib, er vist ikke noget at bebrejde en for. At man går i seng på første aften, udmattet og mættet med tusinde indtryk fra et skib, som nærmest ikke er et skib, men nærmere en helt by på vand. Mathildes første kommentar var: "ej mand, der er fandme træer på det her skib", og ganske rigtigt. Deck otte rummede intet mindre end en yderst frodig have kaldet "Central Park" med hyggelige cafeer og restauranter, hvorpå man kunne nyde en spadsertur under åben himmel eller gratis frokost, hvis man nu havde lyst til det. Dette enorme skib bestående af hele 17 decks, over 6000 passagerer og omtrent 2300 ansatte, bød på alt fra Broadway shows, akrobatik, butikker, casinoer, spillehaller, swimmingpools, hottubs, spa, fitnesscentre, løbebaner, natklubber, restauranter, comedy shows, frisørsalon, minigolf, svævebaner, basketballbaner, klatrevægge, karuseller, biograf, vandsurfing - simpelthen alt. Nok det vildeste jeg har set længe. Ja, man følte nærmest ikke, at man opholdte sig en uge til vands, og sammenligner man det med det daværende cruise, gik charmen og intimiteten da også lidt af det. Dog har ugen været fantastisk, der har været fart over feltet, men også tid til afslapning. Det har været imponerende at opholde sig på dette luksuriøse vidunder, og vi har helt klart kunne vinge endnu en klasse ferie af vores oplevelsesliste. Med destinationerne: Mexico, Jamaica og Haiti har vi samtidig set smukke og ikke mindst skræmmende steder, som vi højst sandsynlig ikke kommer til at aflægge visit i den nærmeste fremtid. Med to cruises i bagagen, og forhåbentlig ikke den sidste, anbefales denne måde at rejse på til alle. Skibene byder på alt for alle aldersgrupper, og det er en af de billigere måder at rejse på - en all inclusive vacation med særdeles god mad, god underholdning, skønne destinationer og tid til afslapning og fest. Yderst god til oplevelseslystne unge mennesker som os!

Next stop: Orlando

Omtrent elleve fredag aften drog vi afsted mod lufthavnen: Ronald Reagan Airport DC, hvor vi skulle tilbringe natten over. Selvom min hostfar var en anelse skeptisk over den ide, lod vi ham ikke ændre på vores planer, og vi plantede derfor vores fødder i lufthavnen omkring et. Med nok den dårligste kaffe til dato (klart når det var Dunkin Donuts) samt gratis udleverede lufthavnsfleecetæpper slog vi os ned i et par gyngestole for at slå nattetimerne ihjel. Med humøret højt blev det ikke til meget søvn, hvilket betød, at jeg formåede at falde i søvn i flyveren, allerede inden vi lettede.
Da vi landede i Orlando fandt vi en offentlig bus, der kunne transportere os downtown. Her mødte vi en yderst venlig og meget snaksaglig steward, som underholdte os med nyttige og ikke mindst skræmmende informationer om Orlando samt insider flyviden. Mathilde var ikke et sekundt i tvivl om, at han var bøsse, og vi var enige om, at alle piger burde have sådan en ven. Vi stod af samme sted som ham, sagde pænt farvel og tak for snakken, og begav os dernæst ud i Orlando. Dette var et skuffende møde, og vi måtte konkludere, at byen nok kun har forlystelsesparkerne at byde på. Vi besluttede os derfor for at finde noget at spise, hvilket viste sig at være lettere sagt en gjort. Efter uendelig lang tids søgen fandt vi dog noget at spise, hvorefter vi kæmpede en brag kamp for at fine MegaBus' pick-up location, hvor vi skulle med bus fra Miami. Vi havde en hård tid med en ødelagt kuffert, øsregnvejr og Mathildes direkte ringen vejvisning. Gennemblødte og med ømme fødder fandt i dog stedet - gudskelov!
Busturen fra Orlando til Miami tog omkring fire timer, hvor vi kørte ind i et voldsomt uvejr, der næsten stoppede trafikken. Dette hævede bekymringer om den følgende uges vejrtilstand, men heldigvis klarede det op. Fra Miami skulle vi tage et tog mod Fort Lauderdale (ja, vi fik nærmest prøvet alle transportmidler inden for 24 timer). I toget mødte vi en meget mærkelig mand, som blev ved med at snakke til os om alt mulig ligegyldigt. Han hed Bob, hvilket næsten lyder sølle i sig selv. Han var sequirty mand i lufthavnen, virkede som en der gjorde alt andet end at udleve sine drømme, og ja så var hans hobby, at se film af folk der kommer til skade på youtube. Verden er fyldt med besynderlige mennesker.
I Fort Lauderdale blev vi samlet op af Harrison. Vi havde bestemt os for at couchsurfe, og han skulle hoste os for natten i hans forældres beach condo. Dette var en yderst god oplevelse, og Harrison tog rigtig godt imod os. Lejligheden var total lækker med altan ud mod standen og udsigt til privat svømmingpool. Næsten ærgeligt, at vi kun skulle være der en nat. Han bød på cookies og vin, og der sad vi så med en vildt fremmed fyr og snakkede om alt mellem himmel og jord til klokken halv tre om natten. Efter en yderst tiltrængt nattesøvn i vildt gode senge, stod vi op til havudsigt og rigtig amerikansk morgenmad. Dernæst kørte Harrison os til skibet med tilbuddet, at vi altid skulle være velkomne en anden god gang, og at han virkelig havde nydt vores besøg!

Ready for take off

Lige nu tilbringer vi natten i lufthavnen. Vi lever på verdens nok dårligste kaffe, gratis fleece tæpper og vippende gyngestole. Mathilde udtrykker, at der stadig er to fucking timer til security check in, mens hun slår tiden ihjel med meningsløse videoer på facebook og holder samtlige mennesker vågne med høje latterudbrud. Jeg er for træt til at sove, men det er lige meget. Orlando kalder på os!