Trehundrede dage er i dag rundet, og i løbet af min amerikanske hverdag gør jeg mig stadig besynderlige antagelser, er vidne til sjove oplevelser og tænker over underlige sammenligninger. De sidste trehundrede dage er jeg nemlig:
- Blevet enig med mig selv om, at jeg nok aldrig bliver helt fan af den amerikanske sammensætning "Peanutbutter and jelly sandwich".
- Fundet brugen af køretøj lige i overkanten. Ja solen skinner, og dine børn skal nok overleve fem minutters gang til skole. Nej okay. Vi tager da bare bilen så.
- Lært at udnytte de omkringliggende muligheder i min fritid, og håber jeg vil bringe dette med mig hjem til Danmark. I Danmark ville jeg aldrig have tænkt over at bruge en søndag på hiking, byløb, museumsbesøg, sejlture mm. Her har jeg lært at værdsætte og nyde selv de små ting.
- Været lettere irriteret over kalorieangivelserne på alle former for madindtagelse herovre. Restauranternes menukort taler direkte til den dårlige samvittighed.
- Fået et smil på læben over de mange komplimenter fremmede amerikanere slynger om sig. Det er ikke usædvanligt at man bliver komplimenteret på åben gade. Disse selvtillidsboost kommer jeg til at savne!
- Vænnet mig så meget til det amerikanske, at man ikke engang reagerer voldsomt, når der ligger en håndpistol på køkkenbordet hos en venindes hostfamilie.
- Været total fan af amerikanske fitnesscentre - helt klart tilhænger af deres løbebånd med fjernsyn!
- Fundet det chokerende, at der reklameres for receptpligtige lægemidler i TV. I reklamerne opfordres der til at spørge din læge for antidepressiv medicin og lignende. Efter mit hovede, burde det være lægen, der fortæller, hvad man har brug for og ikke omvendt.
- Imponeret over, hvad man rent faktisk kan lave i en microbølgeovn. Man kan seriøst lave alt! Derhjemme blev den brugt til popcorn, her bliver den brugt til at koge grøntsager, ris, kartofler og til at bage. Såååå deeeet...
- Klappet i mine hænder og tænkt "lige mine ord", da der i afnit to af "Monte Carlo elsker USA" blev sagt: "Det kommer bag på mig, hvor hårdt det er, at spise sådan all american. Ja også fordi, jeg vågner op og er rigtig ked af det. Ja, Ja. Man er deprimeret. Som om man har drukket ti redbull. Ja, men så spiser jeg noget mere, og så bliver jeg glad igen. Ja, men på den måde virker det nøjagtig lige som narko. Problemet er, at de jo har fat i den lange ende. Man kan jo ikke stoppe." Og det er så sandt, som der er sagt. Ikke så sært amerikanere er fede, og alle au pairs kommer hjem flere kilo tungere!
- Rystet på hovedet af, at man ved brug af dankort i mange butikker ikke engang behøver indtastning af PIN-kode. Thumps up for god sikkerhed eller hvad?
- Undret mig over, hvor mange tilsætningstoffer, de putter i deres mad. Det er altså ikke helt normalt at frugt og grønt kan holde sig i flere uger og brød flere måneder, inden det bliver for gammelt.
- Måtte indrømme at jeg er blevet en smule tilhænger af amerikansk sport. Selvom jeg er så usportig, som man overhovedet kan være, er min sportshorisont her blevet udvidet markant. Jeg er fan af amerikansk sportspassion, sportsånd og kampenes yderst god stemning!
- Irriteret mig over, at man ikke engang under offentlige toiletbesøg kan have den mindste privatliv. Dørene er for korte i bund og top, så en fuldvoksen mand vil kunne både kravle under og klatre over. For ikke at nævne sprækkerne rundt om døren: privatliv længe leve.
- Været fascineret af den amerikanske nationalfølelse. Har været vidne til ceremonier, hvor der blev råbt og sunget: "I'm proud to be an American" og "I love this land, God bless the U.S.A", og trukket på smilebåndet ved tanken om, at den nok ikke helt ville gå i Danmark, for slet ikke at tale om Tyskland.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar