Jamaica

Da vi lagde i havn på Jamaica, var det med udsigt fra top, da vi nød morgenmad på skibets 16. deck inden dagens begivenheder. Synet var splittet. Vi havde udsigt så langt øjet rækkede, og vi kunne skue et opdelt landskab fra vores placering. Det var tydeligt at se, at havnen var af nyere dato. Helt klart turistpræget som Haiti. Alt så flot og godt ud. Ligeledes kunne man antyde en skillelinje, der blev markeret af en port med sikkerhedskontrol. På den anden side var synet sølle. Det så yderst fattigt ud, og stod i stærk kontrast til den nyere havnefront. Man kunne tyde de her yderst faldefærdige skure sat op side om side, som skulle forstille hjem for landets fattigeste - et sørgeligt syn.
Da vi gik af skibet brugte vi noget tid omkring haven og shoppede en smule i de nærtliggende boder. Vi beundrede den flotte udsigt over vandet og det massive krydstogtskib, der ugen ud var vores luksuriøse hjem. Selv udefra kunne man ikke andet end at være imponeret. Vi gik ned af gaderne, og læste en smule om den Jamaicanske historie på store opsatte skilte. Mathilde udtrykkede sig så fint: "Det er sørgeligt, de var slaver alle sammen .... og så på grund af sukker", og disse mindre kloge og underlige guldkorn gjorde hun sig en del af på turen, hvilket resulterede i mange gode grin. Efter at have set nok af den turistprægede havnefront begik vi os udenfor gaten. Det var som at træde ud i en hel anden verden. Slum og fattigdom. Tusinde folk der henvendte sig til en på gaden. Folk der lokkede med gratis wifi, salg af weed, Bob Marley items og turistrundture. Vi havde en længere snak med en ung jamaicansk fyr (taxi driver). Han var rigtig venlig og smilende og virkede ikke så skræmmende som alle de andre. Først troede han Mathilde og jeg var et kærestepar (Say what!!), men da vi hurtigt afviste den teori, fik han hurtigt et godt øje til Mathilde. Han tilbød hende endda at være hendes Jamaicanske kæreste. Skøre mennesker altså. Han tilbød os ligeledes at køre os rundt på øen for at se alt det, der var værd at se. Det var fristende, men vi takkede nej. Havde vi været sammen med de andre drenge, havde vi nok gjort det, men to lyse piger alene var afgjort ikke sikkert. Sådan overordnet set følte vi os ikke helt trygge uden for porten, så vi bestemte efter kort til at tage tilbage til skibet. Da vi kom tilbage, ringede vi til drengene for at høre, om vi kunne joine dem. Desværre tog de ikke telefonen, og vi bestemte os derfor at blive i sikkerhed resten af dagen.