søndag den 22. juni 2014

Royal Caribbean: Allure of the Seas

At man er helt tom for ord, når man planter fødderne på verdens største krydstogtskib, er vist ikke noget at bebrejde en for. At man går i seng på første aften, udmattet og mættet med tusinde indtryk fra et skib, som nærmest ikke er et skib, men nærmere en helt by på vand. Mathildes første kommentar var: "ej mand, der er fandme træer på det her skib", og ganske rigtigt. Deck otte rummede intet mindre end en yderst frodig have kaldet "Central Park" med hyggelige cafeer og restauranter, hvorpå man kunne nyde en spadsertur under åben himmel eller gratis frokost, hvis man nu havde lyst til det. Dette enorme skib bestående af hele 17 decks, over 6000 passagerer og omtrent 2300 ansatte, bød på alt fra Broadway shows, akrobatik, butikker, casinoer, spillehaller, swimmingpools, hottubs, spa, fitnesscentre, løbebaner, natklubber, restauranter, comedy shows, frisørsalon, minigolf, svævebaner, basketballbaner, klatrevægge, karuseller, biograf, vandsurfing - simpelthen alt. Nok det vildeste jeg har set længe. Ja, man følte nærmest ikke, at man opholdte sig en uge til vands, og sammenligner man det med det daværende cruise, gik charmen og intimiteten da også lidt af det. Dog har ugen været fantastisk, der har været fart over feltet, men også tid til afslapning. Det har været imponerende at opholde sig på dette luksuriøse vidunder, og vi har helt klart kunne vinge endnu en klasse ferie af vores oplevelsesliste. Med destinationerne: Mexico, Jamaica og Haiti har vi samtidig set smukke og ikke mindst skræmmende steder, som vi højst sandsynlig ikke kommer til at aflægge visit i den nærmeste fremtid. Med to cruises i bagagen, og forhåbentlig ikke den sidste, anbefales denne måde at rejse på til alle. Skibene byder på alt for alle aldersgrupper, og det er en af de billigere måder at rejse på - en all inclusive vacation med særdeles god mad, god underholdning, skønne destinationer og tid til afslapning og fest. Yderst god til oplevelseslystne unge mennesker som os!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar