onsdag den 25. juni 2014

Haiti

Haiti var lækker - uden tvivl. Turistpræget - helt sikkert. Haiti er det fattigste land i Amerika og et af de mindst udviklede i verden. Dette så vi ingen spor af, så vi kan ikke rigtig prale med at have set det "rigtige" Haiti. Vi opholdte os ved havnen Labadee og dets nærliggende strande, som er privateget af Royal Caribbean Cruises. Dette turistområde er strengt adskilt fra resten af landet, hvilket mure med pigtrådshegn tydeligt indikerede. Derfor ingen grund til bekymring, vi var i sikkerhed.
Dagen her blev brugt på at slappe af til fulde. Vi fik fundet os et "sun shade", og brugte ellers dagstimerne på at tage sol, læse bøger, slappe af, sove og tage en dukkert i ny og næ. Der var mange aktiviteter at gøre på øen, men for at spare penge lod vi være. Aktiviter lige fra svævebane oppe i bjergene og ned til stranden til rutsjebaneture i junglen og meget mere. Vi nød dog bare varmen.
Royal Caribbean havde sørget for frokost og havde derfor sat en kæmpe buffet op. Efter en bid mad gik vi rundt på den aflukkede del af øen, hvor der var alt lige fra haitisk musik og mavedansere. Der var også et marked, hvor haitiske folk solgte ud af deres ting. De var desperate, og man blev nærmest hevet i fra højre og venstre. De ville alle sælge alt muligt "håndlavet", men sjovt nok var det det samme, som blev solgt alle steder. Vi fik dog slået en sludder for en sladder med nogle af dem, dog uden at købe noget. Dagen var rigtig god og ikke mindst afslappende. Naturen var smuk, havet var krystalblåt, og vi nød bare livet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar