Next stop: Orlando

Omtrent elleve fredag aften drog vi afsted mod lufthavnen: Ronald Reagan Airport DC, hvor vi skulle tilbringe natten over. Selvom min hostfar var en anelse skeptisk over den ide, lod vi ham ikke ændre på vores planer, og vi plantede derfor vores fødder i lufthavnen omkring et. Med nok den dårligste kaffe til dato (klart når det var Dunkin Donuts) samt gratis udleverede lufthavnsfleecetæpper slog vi os ned i et par gyngestole for at slå nattetimerne ihjel. Med humøret højt blev det ikke til meget søvn, hvilket betød, at jeg formåede at falde i søvn i flyveren, allerede inden vi lettede.
Da vi landede i Orlando fandt vi en offentlig bus, der kunne transportere os downtown. Her mødte vi en yderst venlig og meget snaksaglig steward, som underholdte os med nyttige og ikke mindst skræmmende informationer om Orlando samt insider flyviden. Mathilde var ikke et sekundt i tvivl om, at han var bøsse, og vi var enige om, at alle piger burde have sådan en ven. Vi stod af samme sted som ham, sagde pænt farvel og tak for snakken, og begav os dernæst ud i Orlando. Dette var et skuffende møde, og vi måtte konkludere, at byen nok kun har forlystelsesparkerne at byde på. Vi besluttede os derfor for at finde noget at spise, hvilket viste sig at være lettere sagt en gjort. Efter uendelig lang tids søgen fandt vi dog noget at spise, hvorefter vi kæmpede en brag kamp for at fine MegaBus' pick-up location, hvor vi skulle med bus fra Miami. Vi havde en hård tid med en ødelagt kuffert, øsregnvejr og Mathildes direkte ringen vejvisning. Gennemblødte og med ømme fødder fandt i dog stedet - gudskelov!
Busturen fra Orlando til Miami tog omkring fire timer, hvor vi kørte ind i et voldsomt uvejr, der næsten stoppede trafikken. Dette hævede bekymringer om den følgende uges vejrtilstand, men heldigvis klarede det op. Fra Miami skulle vi tage et tog mod Fort Lauderdale (ja, vi fik nærmest prøvet alle transportmidler inden for 24 timer). I toget mødte vi en meget mærkelig mand, som blev ved med at snakke til os om alt mulig ligegyldigt. Han hed Bob, hvilket næsten lyder sølle i sig selv. Han var sequirty mand i lufthavnen, virkede som en der gjorde alt andet end at udleve sine drømme, og ja så var hans hobby, at se film af folk der kommer til skade på youtube. Verden er fyldt med besynderlige mennesker.
I Fort Lauderdale blev vi samlet op af Harrison. Vi havde bestemt os for at couchsurfe, og han skulle hoste os for natten i hans forældres beach condo. Dette var en yderst god oplevelse, og Harrison tog rigtig godt imod os. Lejligheden var total lækker med altan ud mod standen og udsigt til privat svømmingpool. Næsten ærgeligt, at vi kun skulle være der en nat. Han bød på cookies og vin, og der sad vi så med en vildt fremmed fyr og snakkede om alt mellem himmel og jord til klokken halv tre om natten. Efter en yderst tiltrængt nattesøvn i vildt gode senge, stod vi op til havudsigt og rigtig amerikansk morgenmad. Dernæst kørte Harrison os til skibet med tilbuddet, at vi altid skulle være velkomne en anden god gang, og at han virkelig havde nydt vores besøg!