See you soon my girl!

Jeg bør snart være mester i at tage afsked. Synes der har været mange af dem på det sidste. Denne gang var det tid til at sige "på gensyn" til Mathilde, hvilket ikke var spor sjovt. Ikke når vi nærmest har gået op og ned af hinanden de sidste to uger. Først en uges cruise efterfølgende af forlænget weekend hos mig i Bethesda. Vi har haft det så uendeligt sjovt, og hele vores situation er bare generelt en smule komisk. Vi kendte som sagt hinanden hjemmefra med tre år i samme gymnasieklasse, men derhjemme var vi ikke lige frem på bølgelængde. Nok bare ikke hinandens typer og personlighedsmæssigt vidt forskellige. Det har ændret sig markant her, også selvom hun er en cali girl, og jeg har været bosat på østkysten. De godt knapt tre uger, vi har haft i hinanden selskab her, har fået et yderst tæt venskab til at blomstre. Sjovt man kan blive så tætte på så kort tid, og at den pige, man aldrig i sin vildeste fantasi, havde drømt om at blive veninder med, lige pludselig er en af de bedste. Ingen tvivl om at et år i staterne har været godt for os begge, og at det klart er denne fælles oplevelse, der har bragt os sammen. I totally got a sister in crime and a friend for life!

Mathilde kom hjem til mig torsdag aften efter selv at have rejst rundt til henholdsvis Boston og NYC efter cruiset. Jeg samlede hende op ved metroen, hvorefter den stod på en god nattesøvn. Det var mere end tiltrængt for Mathildes vedkommende. Fredag brugte vi hele dagen ved poolen - både da jeg havde fri, men også med børnene under arbejde. Vi tog hjem omkring seks, da det var tid til aftensmad. Min hostdad havde grillet steak, og hvis der er noget amerikanere kan, er det at fyre op for grillen! Yderst lækkert. Dette var en vildt godt aften med massere af hygge og snak ved aftensmadsbordet. Efter maden sad Mathilde og jeg og snakkede med min hostmom i næsten to timer - om simpelthen alt! En samtale der fik mig til at indse endnu mere, hvor heldig jeg er i forhold til min amerikanske familie, hvor glade de er for mig, og hvor god en veninde, min hostmom er.
Efterfølgende smuttede Mathilde og jeg ud for at mødes med Samantha. Hun ville tage os med i by i Georgetown. Vi gjorde os klar ved hende, delte et par flasker vin og tog dernæst en taxa afsted omkring elleve. Det sjove ved det hele var, at hun havde været sådan efter mig, med at jeg skulle medbringe mit pas, for andet ville de ikke godkende som ID. Og hun ville simpelthen ikke tage risikoen ikke at bringe det, og så betale en taxa, for så ikke at komme ind pga af mig. Da vi ankom til Georgetown, var det så selvfølgelig hende, som havde glemt sit ID. Dette betød, at Mathilde og jeg måtte starte festen selv, mens hun smuttede hjem igen for at hente det glemte. I rigtig Mathilde og Louise stil gjorde vi entre i baren/natklubben, og der gik intet mindre end to minutter før vi blev spottet af en fyr, som skænkede os drinks resten af aftenen.  To minutter - jeg siger det bare. Mathilde og jeg havde en fest med os selv, mens det rent faktisk var Sam, der var den kedelige. Hun ville allerede hjem før to, hvilket for os var en skuffelse. Vi tog taxaen hjem og hoppede på hovedet i seng.

Lørdag stod den på sightseeing i DC, da Mathilde jo ikke skulle snydes for hovedstadens vidundere inden afrejse. Det var dog en tømmermændsramt Mathilde, der slentrede ned af DC's gader denne lørdag. Dog fik vi set Lincoln Memorial, World War II memorial, Washington Memorial, The Capitol og det hvide hus. Sidst på eftermiddagen mødtes vi med Lissi (en anden veninde fra gymnasiet, nu bosat i Virginia), inden vi tog bus og metro hjem til Bethesda. Jeg skulle arbejde lørdag aften, så imens jeg passede mine krudtugler, havde Mathilde tid til at pakke og slappe af.
Søndag tog vi til Friendships Heights for frokost og Mathildes sidste cheesecake på Cheesecake Factory. Dette var hendes sidste amerikanske måltid, så godt skulle det jo være, og godt var det. Vi slappede bare af og hyggede hele dagen. Lavede ingenting specielt, men havde det bare sjovt i hinandens selskab. Omkring halv seks blev vi samlet op af en shuttle, som bragte os til Baltimore Lufthavn. Jeg hjalp hende med indtjekning af hendes psyko voldsomme bagage, hvorefter vi desværre måtte tage afsked.

Det er vildt underligt, at hendes amerikanske ophold nu er slut, og jeg ved, at det for hende var med blandende følelser. Afskeden var dog ikke svær - for vi ses snart igen - hvilket jeg glæder mig rigtig meget til. Jeg er sikker på, at vi ikke er færdige med at opleve verden sammen, og at vi også skal få sjove og fantastiske oplevelser sammen hjemme i Danmark. Whooooooooo, see you soon my girl! Take care!