Jamen altså....

Jeg er i dyb krise med mig selv og hele tanken om, at jeg skal forlade dette land om meget kort tid. Troede aldrig jeg ville tænke sådan. Har jo glædet mig uendeligt til hjemkomst i så lang tid. Satans også altså! Det kommer tæt på nu, og det er virkelig med en klump i halsen. Virkelig blandede følelser. Ved ikke helt hvorfor? Måske fordi mange af mine piger tager afsted nu, og det derfor er det store samtaleemne. Et samtaleemne der for en til at indse, hvad det egentlig er, man skal give slip på. Jeg snakkede med min hostmom om det i dag, fortalte hende, at Cultural Care faktisk ringede til mig forleden og sagde, at det stadig ikke var for sent at extende. Hun synes stadig, jeg skal blive. Hun foreslår det hele tiden! Hun sagde endda, at hun vidste min store bekymring var min uddannelse, og at hun synes, jeg skulle undersøge mulighederne for at starte mit studie her.  Jeg sagde til min hostmom, at jeg ikke ville have pengene til at studere her, og hun svarede, at der er en løsning på alting. Åh ha da! Det trækker altså en smule. Det er virkelig mærkeligt det hele. Jeg er så klar til at tage hjem og starte mit liv i Danmark, men samtidig ved jeg slet ikke, om jeg har lyst. Om jeg har lyst til at forlade Amerika - forlade dem! De vil så gerne, at jeg bliver, og hun lokker med en masse tilbud, der altså slår mig en smule ud af kurs. Mor skal bare hente mig hjem snart, så jeg ikke skal bryde mit lille hovede med det alt for meget mere! 

Det bliver godt at komme hjem, det gør ja! Er bare så glad for, at jeg har en amerikansk familie her, som har været så glade for at have mig!